Den seneste sag med den tidligere regionsrådsformand for Region Syddanmark og nuværende forsvarsminister Carl-Holst er ikke god for partiet Venstre.
Det mener borgmester på Fanø Erik Nørreby fra Venstre.
- Hvis der er nogle af de folkevalgte, der overtræder gældende regler, så smitter det selvfølgelig af på partiet. Og sådan noget må bare ikke ske. Der skal man være ekstrem påpasselig med at bringe sig selv i den situation, mener Erik Nørreby.
Sagen overskygger andet
Erik Nørreby mener, at Carl Holst-sagen overskygger alt det politiske stof.
- Så længe denne sag kører i medierne, indtil der er kommet en afklaring, så er det jo negativ omtale af partiet. Og det har vi bestemt ikke brug for. Vi skal tage stilling til ret mange sager i forvejen nu, hvor vi har fået regeringsmagten, men sådan en sag her overskygger jo den politiske diskussion, siger Erik Nørreby til DR Syd.
Venstreborgmester i Varde Erik Buhl siger, at det aldrig er godt med sager, der kredser om en politikers troværdighed.
- Sager af den karakter, hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved den politiske troværdighed, er aldrig godt. De her sager vil vi jo helst undvære, siger Erik Buhl til DR Syd.
Har stadig tillid til Holst
Vardeborgmesteren kalder sagen for decideret ærgerlig.
- Jeg synes, det er ærgerligt, når en politiker kommer i modvind på den måde. Det er ærgerligt for den pågældende, men også ærgerligt for os andre, der lever i den politiske verden, siger Erik Buhl.
Både Erik Nørreby og Erik Buhl siger, at de afventer, hvad statsforvaltningen konkluderer i sagen, men de siger begge, at de har tillid til Carl Holst.
Ingen kommentarer fra mange
Det er dog ikke alle Venstreborgmestre i det syd- og sønderjyske, der vil kommentere sagen. En rundringning, som DR Syd har foretaget til flere borgmeste i området, viser, at flere Venstreborgmestre ikke vil kommentere sagen om Carl Holst.
Fra V-borgmestrene i Aabenraa, Haderslev, Vejen og Esbjerg lyder der nemlig et 'ingen kommentarer', når de bliver spurgt til deres holdning i sagen om Carl Holst.
Vejens borgmester Egon Fræhr uddyber dog og siger, at hans kendskab til den tidligere regionsrådsformand og nuværende forsvarsminister udelukkende er positivt.
- Carl Holst er en dygtig politiker, og han brændte for at være regionsrådsformand. Jeg er også sikker på, at han vil være en god forsvarsminister, hvis han får arbejdsro til det, siger Egon Fræhr.