Analyse: Carl Holst står alene og svækket

Der er ingen, der støtter forsvarsministeren på Christiansborg lige nu, og det er et udtryk for, hvor alene Carl Holst står, vurderer DR's politiske analytiker.

Det siger meget, når ingen på Borgen støtter Carl Holst i sagen om hans spindoktors fortid, mener DR's Ask Rostrup.

De går rundt og krydser fingre på Christiansborgs blå gange i disse dage i håb om, at sagen om Carl Holsts brug af sin nuværende spindoktor under valgkampen blæser over af sig selv, før den spreder sig til regeringens gemakker.

Det vurderer DR's politiske analytiker Ask Rostrup.

- Jeg tror, at Venstre og de øvrige borgerlige partier intenst håber, at man kan isolere denne sag til at være en sag om Carls Holsts fortid som regionsrådsformand og ikke noget, der har at gøre med hans nuværende virke, regeringen eller Folketinget, siger han.

- Men når der ikke er nogen, der siger noget blandt hans støtter, er der heller ingen, der siger noget til fordel for ham. Han står ganske alene og svækket i denne sag.

Sagen om Carl Holsts nuværende spindoktor Christian Ingemann handler om, hvorvidt Ingemann som ansat i Region Syddanmark hjalp med at føre valgkamp til Folketinget for Holst, da han var formand for regionen.

Carl Holst har flere gange afvist, at Ingemann blev ansat for at promovere ham op til valget.

- Jeg kan godt forstå, at man er kritisk, hvis man får det indtryk, at vi har haft ansat en mand som en særlig rådgiver eller som en personlig assistent for mig. Men det er heller ikke det, han har været ansat til, har Carl Holst sagt til TV2.

Men siden er det kommet frem, at Christian Ingemann på sit eget visitkort fra regionen stod opskrevet til at være 'personlig assistent for regionsrådsformanden.'

Holst-sagen kan ende hos statsministeren

Det er langt fra den første sag, der har ramt Carl Holst siden han skiftede regionsrådet ud med Christiansborgs bonede gulve og forsvarsministerposten.

Om den verserende sag er alvorlig nok til at koste Holst sin ministerpost allerede efter tre måneder, er for tidligt at sige, mener Ask Rostrup.

- Men hvis de her indicier viser sig at holde stik, og Carl Holst har brugt en regionsansat, skatteyderbetalt medarbejder til i hvert fald delvist at føre valgkamp for sig, er det alvorligt nok.

- Og hvis det derudover skulle kunne dokumenteres, at Carl Holst også har talt usandt i de seneste dage om forløbet, kan sagen vise sig endnu mere alvorlig, og så kan man i den borgerlige blok og også oppe på statsministerkontoret blive nødt til at tage stilling til det, siger Ask Rostrup.

De borgerlige afgør Holsts fremtid

Der er dog et stykke vej og flere oplysninger, der skal på bordet før Carl Holsts fremtid på Christiansborg for alvor er i fare, mener Ask Rostrup.

Og selv hvis beviserne mod forsvarsministeren bliver flere og tungere, så ligger hans fremtid i borgerlige hænder.

- Det er i sidste ende op til de 90 mandater, der holder hånden under Lars Løkke Rasmussen og hans ministre, at afgøre denne sag, siger Ask Rostrup.