Straffesag om lækage i Carl Holst-sagen er droppet

Der bliver ingen straffesag om lækage af Advokatrapport under Carl Holst sagen. Ærgerligt, mener flere regionsrådspolitikere.

Der er stadig grund til at undersøge lækagen i sagen om Carl Holst, mener flere politikere fra Region Syddanmark. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Der bliver ingen straffesag om lækage i Carl Holst-sagen.

Det besluttede Sydøstjyllands Politi i dag, da der ikke kan indhentes flere oplysninger i sagen, og derfor standses efterforskningen nu efter knap to år.

Advokatfirmaet Kromann Reumert fik til opgave at lave en rapport om Carl Holsts virke som formand for regionen, men rapporten blev lækket til pressen i november 2015. Det fik Region Syddanmark til at anmelde sig selv for at finde ud af, hvem der stod bag lækagen.

Men fordi journalisterne, der ikke er underlagt vidnepligt, ikke ønsker at oplyse deres kilder frivilligt - og dermed være med til at belyse, hvem der lækkede rapporten - og fordi der ikke findes flere tekniske spor af en korrespondance, der kan pege på en gerningsmand, er der ikke baggrund for en straffesag, mener Sydøstjyllands Politi.

Og det er skuffende, at politiet nu dropper sagen, mener regionsrådsmedlem Thies Mathiasen fra Dansk Folkeparti.

- Det værste er jo, at rapporten var ude i medierne, før vi havde haft mulighed for at kigge på den. Det burde have konsekvenser, at man smider sådan en rapport ud i offentligheden, siger han.

Thies Mathiasen er ikke alene med sin skuffelse. Medlem af Regionsrådet for SF, Ida Damborg, er bekymret for, at lækagerne skal fortsætte i Region Syddanmark, når sagen nu droppes af politiet.

- Man kunne skabe meget mere dialog mellem partierne, hvis ikke tingene var så fastlåst. Men det bliver tingene, når man er bange for, at det, man diskuterer, bliver lækket. Og det synes jeg er rigtig, rigtig ubehageligt, siger hun og fortsætter:

- Forudsætningen for al politisk arbejde er, at vi har et fortroligt rum, for der er også fortrolige sager, som vi skal arbejde med, siger Ida Damborg.

Sagen blev anmeldt til Sydøstjyllands Politi den 27. november 2015 af Regionsrådet i Region Syddanmark.

Hele sagen mod Carl Holst drejede sig om et muligt misbrug af regionens midler. Blandt andet skulle en af regionens ansatte, Christian Ingemann Nielsen, have arbejdet for Carl Holst i forbindelse med folketingsvalget 2015.

Men hverken politiet eller statsadvokaten har fundet anledning til at rejse en sag mod Carl Holst. Sagen kostede ham jobbet som forsvarsminister, og han sidder i dag i Folketinget, hvor han blandt andet er Venstres kommunal- og socialordfører.