Støj fra kampfly hemmeligholdt for forældre: 'Forkasteligt og foruroligende'

I to årtier blev der ikke informeret om flystøj fra de nuværende F16-fly ved børneinstitution.

F-16 flyene ved Vojens har overskredet støjgrænserne, uden at forældrene til børn på skole og daginstitution har vidst noget. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Gennem to årtier orienterede myndighederne ikke borgerne i Skrydstrup ved Vojens om støjen fra F16-kampflyene ved den integrerede daginstitution Børnehuset Himmelblå og en nu nedlagt skole.

Det skriver Jyllands-Posten.

Simon Hansen er far til en datter på knap to år, der går i vuggestue i daginstitutionen Børnehuset Himmelblå, der både indeholder vuggestue og børnehave.

Han er forarget over, at de lokale beboere ikke er blevet orienteret.

- Jeg synes, det er forkasteligt og foruroligende, at vi ikke har fået indsigt i det. Det virker som om, at de er ude på at hemmeligholde nogle ting, siger han til DR.

Overskrider støjgrænser

Det er Forsvarsministeriet, der i to årtier, har hemmeligholdt en rapport med oplysninger om, hvordan Danmarks nuværende F-16 kampfly har overskredet støjgrænserne både ved den nedlagte skole og ved Børnehuset Himmelblå.

Beregningerne i rapporten viser, at F-16 kampflyene har larmet med op til 18 dB over grænserne under motortests på Flyvestation Skrydstrup.

- Det følger ikke demokratiets spilleregler. Der burde være åbenhed omkring det, især når det påvirker menneskeliv. Det er bekymrende, også når der er børn involveret i det, siger Simon Hansen.

'Vi skulle have vidst det'

Formanden for forældrebestyrelsen i Børnehuset Himmelblå Gitte Ravnskjær Nielsen er helt på linie. Der burde have været mere åbenhed, siger hun til DR:

- Det rammer jo sådan nogle som os, altså en en børnehave, der ligger klos op og ned af flyvestationen. Det kunne have været rart, hvis vi havde fået at vide, hvad støjberegningerne viste, siger hun.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ønsker ikke at stille op til et interview med DR.

Som begrundelse for, at oplysningerne er blevet holdt hemmelige, skriver Forsvarsministeriet i en kommentar til Jyllands-Posten, at den hidtidige støjrapport "indeholder information" om kampflyenes flyveveje, der altså igennem flere år har været stemplet fortrolige.

R og EL: Uacceptabelt

Borgmester i Haderslev H.P. Geil fra Venstre mener, at sagen er beklagelig. Til DR siger han:

- Det har været utilfredsstillende, at vi ikke har haft adgang til de rapporter før nu. Vi skal jo have oplysningerne, før vi kan reagere, siger H.P. Geil.

Forsvarsordførerne Martin Lidegaard fra De Radikale og Eva Flyvholm fra Enhedslisten siger begge til DR, at sagen er uacceptabel.

Eva Flyvholm kræver desuden en redegørelse fra forsvarsministeren.