Partier om træningscenter for kampfly: Må ikke forurene og genere naboerne

Man skal se på, hvordan et muligt træningscenter påvirker miljøet og menneskerne i området, mener Enhedslisten.

Forsvarsministeriet bekræfter, at de har fået en henvendelse om, hvorvidt Danmark kan huse et nordeuropæisk træningscenter for F35-fly. (Foto: © US AIR FORCE, (c) Scanpix)

- Vi skal have fuldstændig klarhed over, at det ikke vil give støjproblemer og forurening. Og for at være helt ærlig: Den garanti tror jeg ikke, at forsvarsministeren kan give.

Sådan lyder det fra Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, efter at Jyllands-Posten i går kunne fortælle, at Danmark er udpeget som muligt træningscenter for nordeuropæiske F-35-kampfly.

Et træningscenter på dansk jord vil kunne betyde, at op mod 80 kampfly fra blandt andet Storbritannien, Holland, Norge og Polen skal kunne deltage i avancerede Nato-øvelser med udgangspunkt i det danske luftrum over Nordsøen.

Ligeledes vil et træningscenter, der skal ligge på Flyvestation Skrydstrup i Haderslev, kunne give 30 nye arbejdspladser i Danmark og er ifølge borgmester Hans Peter Geil (V) en 'milepæl' for vækst i området.

Hos Folketingets største parti, Socialdemokratiet, er man umiddelbart positiv over for en muligt træningscenter for kampfly i Sønderjylland. Selv om forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen endnu ikke har den fulde indsigt i projektet, ser han flere positive aspekter.

- Det er vigtigt, at vi træner med vores allierede, og det kommer man til her. Og så bliver træningen ud over havet, hvilket formindsker støjen. Desuden tilføjer det Danmark nogle arbejdspladser, siger ordføreren, der ikke vurderer, at det vil give en øget støjbelastning for naboer til flyvestationen og beboere langs den jyske vestkyst.

- Det koncept, vi har set indtil videre, viser, at de deltagende lande skal flyve til øvelsen fra deres egne baser. Så jeg tror ikke, at det vil give nogen øget belastning, siger Henrik Dam Kristensen.

Kampflyprogram mødt af stor kritik

Lige nu er planen, at de dyrtindkøbte F35-fly skal lande i Danmark i 2023, hvor de skal placeres på Flyvestation Skrydstrup.

F-35-kampflyprogrammet er dog blevet mødt med stor kritik, både på grund af dets voldsomme støjgener og på grund af, at de samlede omkostninger ved indkøbet er blevet større, end man først havde forventet.

De Konservative var med til at stemme købet igennem. Trods dette vil forsvarsordfører Rasmus Jarlov ikke love, at man komme til at lægge stemmer til et nyt træningscenter.

- Hvis der skal flyve kampfly ud over Nordsøen langt væk fra bebyggede områder, så er det ikke noget problem. Men vi er ikke interesserede i, at der skal være mange kampfly, som skal flyve henover vestkysten og Fanø hele tiden og ødelægge området, siger han og slår fast, at det er vigtigt, at et træningscenter ikke må føre til øget støjbelastning.

Enhedslisten: Miljøet vigtigere end arbejdspladser

I en mail til DR Nyheder skriver Forsvarsministeriet, at planerne for et træningscenter ikke er færdigudviklet endnu, men at eventuelle miljøpåvirkninger vil indgå i beslutningen, hvis det besluttes, at Danmark skal huse det nordeuropæiske kampflycenter.

Hos Enhedslisten, der ikke var med i aftalekredsen omkring de nye kampfly, giver man dog ikke meget for ministeriets forsikringer.

- Vi ved, at F35-flyene larmer sindssygt meget, og hvis man forestiller sig, at man har 80 kampfly hen over Nordsøen, så tror jeg godt, at det kan give problemer, siger forsvarsordfører Eva Flyvholm.

Partiet får heller ikke julelys i øjnene, når de hører om udsigten til 30 nye arbejdspladser og en mere central rolle for Danmark i Nato.

- Vi er nødt til at se på, hvordan det påvirker miljøet og menneskerne i området. Det er det vigtigste, siger Eva Flyvholm.