Stærke reaktioner på nye Holst-afsløringer

En lækket advokatundersøgelse afslører nye kritikpunkter af Carl Holst.

Regionsrådsmedlemmer kalder Carl Holsts handlinger for uacceptable. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix)

En lækket 18 sider lang rapport fra advokat-firmaet Kromann Reumert har fået ny kritik til at hagle ned over den tidligere forsvarsminister og formand i Region Syddanmark, Carl Holst.

Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark Ida Damborg (SF), har læst advokat-rapporten, men må ikke kommentere indholdet. Hun siger dog til DR Trekanten:

- Jeg er chokeret over den måde, som tingene er foregået på og omfanget af det.

Lækket til avis

Rapporten beskriver blandt andet, hvordan både interne og eksterne folk i perioden fra 2013 og frem til folketingsvalget 2015 gentagne gange blev bedt om at lave taler til Carl Holst, som var relateret til hans private valgkampagne.

Ifølge den nuværende formand for regionen, Stephanie Lose (V), skulle rapporten først have været offentliggjort om 14 dage, men Fyens Stiftstidende har allerede læst den og offentliggjort hovedpointer fra redegørelsen.

Fyens Stiftstidende skriver blandt andet, at regionen bad om at få slettet Carl Holsts navn på en regning for engelskundervisning. Derudover stiller rapporten spørgsmålstegn ved udgifterne til et kursus som Carl Holst og en ledende medarbejder var på i 2014, og til en udgift til coaching for ledelsen, der kostede mere end 750.000 kroner i løbet af fem år.

Skader regionen

Medlem af regionsrådet for Enhedslisten, Vibeke Syppli-Enrum, har kun læst dele af rapporten, men hun kan allerede nu konkludere, at ledelsens uagtsomhed skader regionen:

- Der er en tilsyneladende grådighed i toppen, som slet ikke spejler, at der er folk, der knokler rundt i systemet, siger hun til DR Fyn.

I flere tilfælde i rapporten er de store regninger uspecificerede, så det er svært at se, hvad pengene er gået til. Og det er ikke nok til at dømme Carl Holst endnu, siger løsgænger Holger Gorm Petersen til DR Trekanten.

- Der er foregået nogle ting, som selvfølgelig ikke bør foregå. Men om de er direkte ulovlige, det synes jeg ikke, man kan se ud af det, der er kommet frem på nuværende tidspunkt.

Ingen kommentar fra Holst

Regionsrådsformand Stephanie Lose er ked af at rapporten er blevet lækket, men vil stadig ikke kommentere indholdet over for DR, da Carl Holst også skal have mulighed for at læse den og kunne forsvare kritikken.

Trods flere henvendelser er det ikke lykkedes os at få en kommentar fra Carl Holst.