Massiv kritik af Carl Holsts advokatregninger

Region Syddanmark brugte 827.000 kroner på advokater til at løse strid mellem direktører.

Carl Holst stod i spidsen for beslutningen om at bruge ekstern advokatbistand til at løse strid internt i Region Syddanmark. (Foto: Linda Kastrup/Scanpix 2015) (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

- Det hører ikke hjemme nogen steder at bruge advokatbistand for så stort et beløb. Det er simpelthen uacceptabelt.

Sådan siger 1. næstformand i regionsrådet i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S), til DR Syd.

Reaktionen kommer efter, at Jyllands-Posten og Fyens Stiftstidende har afsløret, at Region Syddanmark brugte 827.000 skattekroner på at købe advokatbistand til at udrede store uenigheder mellem to topdirektører. Det viser en orientering fra regionsdirektør Jane Kraglund til regionsrådet.

Betændt forhold

I 2013 var forholdet mellem sundhedsdirektør Jens Elkjær og daværende regionsdirektør Mikkel Hemmingsen så betændt, at den politiske ledelse - med Carl Holst i spidsen - besluttede at få en advokat til at forlige parterne.

Carl Holst oplyser, at han ikke fandt det muligt at løse konflikten ved hjælp af kræfter internt i regionen:

- Det antog jeg ikke for at være en farbar vej af den simple grund, at der var tale om de to øverste direktører i regionen. Derfor vurderede jeg ikke, at en HR-afdeling kunne være konfliktmægler. Det ville ikke være fair over for den HR-afdeling, siger Carl Holst til DR Fyn.

Kritik fra formand

Den nuværende regionsrådsformand Stephanie Lose (V) mener også, at beløbet er kritisabelt:

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er rigtig mange penge at bruge på advokater i håndteringen af en konflikt mellem direktionsmedlemmer. Sådan en beslutning bør have stor politisk opbakning, siger hun til DR Syd.

Hun oplyser, at regionen har bestilt en ekstern undersøgelse, som, man forventer, er klar i næste uge.