Cykel, vandresko, en sovepose og tøj der lugter af røg. Naturen er populær hos danskerne og har næsten altid været det.
Men en alternativ form for overnatning i naturen har ifølge naturvejleder Mads Ellegaard vundet indpas de seneste år. Shelter-ture er nemlig blevet mere populære, og han vurderer, at omkring 500 nye shelters er dukket op de sidste otte år:
- Der er kommet rigtig mange shelters de seneste år, og der er også kommet en trend med at overnatte i shelters i sin egen have. Når vi har inviteret familier og andre ud på overnatning i shelters, er det helt tydeligt, at dem, der prøver det for første gang, gerne vil prøve det igen, siger Mads Ellegaard, tidligere konsulent hos Friluftsrådet og nu naturvejleder hos Ishøj Kommune.
På landsplan vurderer han, at der eksisterer over 1.000 steder i naturen, hvor man enten kan bo i shelter eller frit slå telt op. I det syd- og sønderjyske område ligger der ifølge Naturstyrelsens hjemmeside omkring 30 shelterpladser.
Et hit hos børnefamilierne
En af de hyppigst besøgende i shelters er børnefamilierne. Det er nemlig familievenligt at tage i shelter, fordi det ikke er nødvendigt at have et tungt telt med i bagagen. Men den nemme adgang til bålplads, og – de fleste steder – adgang til vand og wc tiltaler også det unge segment:
- De, der benytter shelters mest, er familier med mor, far og børn, men vi oplever også mange unge, der tager på kærestetur med stjernekig om aftenen og dug mellem tæerne om morgenen. Det vigtigste er dog, at vi kan efterlade al elektronikken derhjemme, siger Mads Ellegaard.
Har du alligevel fået sneget din smartphone med i lommen uden om familiens årvågenhed, kan du benytte app’en ’Shelter’ til at søge efter den nærmeste overnatningsmulighed, hvor end du er.
Aktiv ferie i naturen
Der er en klar tendens til, at danskerne prioriterer naturen højt, når de skal på ferie. For mange er det dog ikke længere nok bare at opleve duften af skovbund og høre lyden af biers summen. Vi skal også være aktive, nu vi er her.
Det forklarer Mikkel Thrane, der er kommunikationschef i VisitDenmark:
- De seneste år er det blevet meget populært at tage sin sport med på ferien. Vi tager måske stadig i sommerhus, men nu tager vi bare moutainbiken med bagpå og kajakken på taget. Man udnytter sin fritidssport til at bruge tid sammen med børnene i et roligere tempo end normalt, siger han.
Mikkel Thrane fortæller også, at mange søger barndommens autenticitet i deres ferier og tager børnene med tilbage til barndomsbyen. Man søger nærværet i ferien og vil give børnene de samme oplevelser, man selv havde som barn. Og oftere end før foregår ferien sammen med bedsteforældrene:
- Vi ser, at man i højere grad holder ferie flere generationer sammen. Det kan være, man tager i sommerhus alle sammen eller på højskole for at dyrke sport. Bare man er sammen med hele familien, siger han.
200 procent væk fra arbejdet
Nærværet i ferien er vigtigt for Helene Gudtmann Hansen og familien fra Holsted ved Vejen. De tog på shelter-tur for første gang sidste år, og børnene elskede det så meget, at de i år skal af sted igen:
- Man er fuldstændigt koblet af, 200 procent væk fra arbejdet og uden nogen elektronik. Man falder helt ned i tempo af at være på sådan en tur, siger hun.
Dermed kan man jo passende trække hele den pukkelryggede ud af sommerhuset og op på cykel i de danske bakker, og mangler man husly, ligger der sikkert et shelter i nærheden.