Tag soveposen under armen og læg dig i den frie natur i en arkitekttegnet hytte - et såkaldt shelter.
Naturelskere og turister i og omkring Det Sydfynske Øhav kan nu og fremover overnatte under - næsten - åben himmel.
I løbet af de kommende par måneder vil Naturturisme I/S sætte shelters op 19 steder omkring de sydfynske kyster.
Håber på nyt publikumDer er tale om moderne og alternative overnatningsmuligheder, og projektchef Jens Møller håber, at det på sigt lokker et nyt og mere kvalitetsvant publikum til.
- Vi gør det for at gøre friluftslivet tilgængeligt for alle, også dem der normalt ikke har lyst til at ligge på den kolde jord og sove. Nu kan de komme ind og ligge i tørvejr og føle sig trygge og varme, siger Jens Møller til DR Fyn.
De nye natursovepladser med havudsigt kan bookes på nettet hele året rundt fra maj. Det koster 30 kroner per person per nat.
Også bygget til regn og sne
Der er stadig tale om primitiv overnatning, hvor der kun er et lille bord i shelteret. Men der skal heller ikke mere til, mener projektchefen.
- Det er selvfølgelig lettest at overnatte om sommeren, men shelteret er faktisk konstrueret sådan, at man kan overnatte her om vinteren i regn eller sne. De er skærmet godt af, siger Jens Møller.
Det er mulig at overnatte i shelters i hele Danmark. Shelter-oversigt.dk giver et godt og brugbart overblik, hvis man er til oplevelser i den frie natur.
Se indslaget fra et sydfynsk shelter øverst i artiklen.