Du bliver ikke smittet, når du sætter tænderne i kotelet, pølser eller flæskesteg. Risikoen for at blive smittet med MRSA, når du spiser svinekød er nemlig minimal. Men bor du i et lokalområde med svinestalde, så er risikoen for at blive smittet med den multi-resistente MRSA-bakterie CC398, størst.
Det fastslår en ny undersøgelse fra Statens Serum Institut, der videnskabeligt bekræfter, hvad forskerne længe har haft mistanke om, siger overlæge ved Mikrobiologi og Infektionskontrol på Statens Serum Institut, Robert Skov;
- Vi kan se, at MRSA-smitten først og fremmest sker til de mennesker, som bor i lokalområdet og ikke ind i storbyerne. Det betyder, at smitten kommer via de mennesker, som arbejder på gårdene og ikke fra kød.
Smitterisici er størst i lokalområdet
Undersøgelsen viser også at MRSA-smitten sker fra menneske til menneske. Bor du indenfor en kommune, hvor der er svinefarme er risikoen for at blive smittet lige stor i hele kommunen. Og det er et tegn på, at det er menneskene, der bærer smitten ud fra svinestaldene.
-Det er et meget klart indicie på, at det er mennesket, der bærer smitten ud mere end, at udslippet sker fra gårdene i form af gylle eller ventilationsluft, siger Robert Skov.
Syd og Sønderjylland er den landsdel, hvor smitten med svine-MRSA er størst. Ifølge undersøgelsen er antallet af tilfælde af svine-MRSA steget kraftigt gennem årene, men siden maj i år er der sket et fald.
DR Dokumentar vil de næste måneder kulegrave MRSA. Du kan følge med på Facebook her.