En regning på mindst 54 millioner kroner er på vej til Region Syddanmark, der har overtaget ambulancedriften fra det konkursramte ambulanceselskab Bios.
3F's afdelinger er ved at opgøre kravet om manglende løn for cirka 350 tidligere Bios-reddere. Ifølge 3F's beregninger har redderne mindst 54 millioner kroner til gode for blandt andet manglende løn.
Beløbet kan blive endnu større, når udregningen er helt færdig.
Som udgangspunkt dækker regionen alle berettigede og dokumenterbare krav fra de tidligere Bios-reddere. Det siger formand for regionsrådet i Region Syddanmark Stephanie Lose (V):
- Regionsrådet har jo besluttet at dække reddernes lønkrav, såfremt Lønmodtagernes Garantifond afviste at gøre det. Så det er jo ikke nogen overraskelse, at der er krav på vej, siger Stephanie Lose.
Stephanie Lose understreger, at regionen endnu ikke har haft lejlighed til at sagsbehandle reddernes krav. Derfor vil hun ikke forholde sig til beløbets størrelse.
- Men selvfølgelig vil der komme en regning, som vi skal betale. I første omgang vil vi bruge penge, vi har, fordi medicinudgifterne ikke er steget så meget som ventet. Derfor har vi et økonomisk råderum, siger Stephanie Lose.
Derefter vil regionen afsøge mulighederne for dels at få Lønmodtagernes Garantifond til at lave deres afgørelse om og dels at få tabet dækket i konkursboet.
Lønmodtagernes Garantifond afviste i begyndelsen af september at dække de krav, som de tidligere Bios-reddere har rejst for blandt andet manglende lønudbetaling, manglende løntillæg og fratrukket ferie.