Region Syddanmark må endnu engang til lommerne for at dække lukke hullerne efter det konkursdømte ambulanceselskab Bios.
Lønmodtagernes Garantifond har nemlig afvist, at de vil dække de krav, som de tidligere Bios-reddere har rejst for blandt andet manglende lønudbetaling, manglende løntillæg og fratrukket ferie.
Det fremgår af en mail fra Lønmodtagernes Garantifond til redderne, som DR Fyn og Fyens Stiftstidende er i besiddelse af.
Af mailen fremgår det, at garantifonden ikke vil dække reddernes krav, som de i stedet skal rette til Region Syddanmark.
- LG har behandlet din anmeldelse af krav på løn mv. vedrørende din ansættelse i BIOS Ambulance Services Danmark A/S. LG har ikke mulighed for at udbetale til dig. Du skal derimod opgøre dine krav og rette dem mod Region Syddanmark, skriver Lønmodtagernes Garantifond i mailen.
Region Syddanmark udbetalte i slutningen af juli løn til redderne, selvom man formelt ikke have overtaget ambulancedriften. Her var det regionens forventning, at garantifonden ville dække store dele af de tilgodehavender, redderne havde hos Bios.
Regionen var dog klar til at dække de krav, som Lønmodtagernes Garantifond ikke ville behandle.
Tale om en virksomhedsoverdragelse
Lønmodtagernes Garantifond begrunder sin beslutning med, at overtagelsen af Bios er en såkaldt virksomhedsoverdragelse, som i et vist omfang har været planlagt inden Bios’ konkurs.
- LG vurderer, at virksomhedsoverdragelsen af medarbejderne i BIOS Ambulance Services Danmark A/S til Region Syddanmark reelt må anses at være sket eller i hvert fald tilrettelagt forud for konkursen, skriver Lønmodtagernes Garantifond.
I mailen peger Lønmodtagernes Garantifond på fem punkter, der viser, at Region Syddanmark har planlagt overtagelsen af Bios.
Garantifonden mener, at regionens overtagelse af ambulancedriften var omhyggeligt planlagt inden konkursen. Her henviser man til, at regionen allerede inden konkursen besluttede, at man ville hjemtage ambulancedriften og dermed fravalgte en ny, privat leverandør. En beslutning som man meddelte offentligheden.
Agerede som arbejdsgiver
Samtidig mener Lønmodtagernes Garanti, at regionen opførte sig som arbejdsgiver, allerede inden man havde overtaget ambulancedriften.
- Regionen agerede på adskillige måder som (den kommende) ejer og arbejdsgiver allerede inden konkursen, og regionen havde en særdeles aktiv rolle i den periode, hvor det formelt var konkursboet, der drev virksomheden under den midlertidige driftsaftale, skriver Lønmodtagernes Garantifond, som tilføjer, at kurator reelt ikke have noget råderum.
Klokkeklar afgørelse
Ifølge reddernes fagforening 3F vil det samlede regning til Region Syddanmark lyde på mindst 50 millioner kroner.
- Det er et forsigtigt skøn. Det dækker løn på 21 millioner kroner for juli, fire millioner i en særlig opsparing, der ligger i overenskomsten, 24 millioner kroner i feriepenge. Og så kan vi konstatere, at der er blevet afregnet forkert på alle døgnvagter. Redderne mangler betaling for 30 minutter per vagt, og det koster cirka fire millioner kroner, siger gruppeformand for Transportgruppen hos 3F, Jan Villadsen.
Han kalder afgørelsen fra Lønmodtagernes Garantifond klokkeklar.
- Lønmodtagernes Garantifond slår fast, at det er virksomhedsoverdragelse, og så er proceduren, at den virksomhed som der overdrages til står med arv og gæld. Afgørelsen er pindet rigtig meget ud, så der er ingen tvivl om, at regionen står med regningen for det udestående, redderne har med Bios, siger Jan Villadsen. Her kan du læse Lønmodtagernes Garantifonds begrundelse: LG baserer dette på en vurdering af begivenhederne frem mod konkursen og i dagene umiddelbart efter konkursen, herunder:
- •
at regionens overtagelse af ambulancedriften var omhyggeligt tilrettelagt inden konkursen,
- •
at regionen allerede inden konkursen besluttede hjemtagelse af ambulancedriften og kommunikerede offentligt herom samt fravalgte muligheden for overdragelse til ny leverandør,
- •
at regionen på adskillige måder agerede som (den kommende) ejer og arbejdsgiver allerede inden konkursen,
- •
at regionen havde en særdeles aktiv rolle i den periode, hvor det formelt var konkursboet, der drev virksomheden under den midlertidige driftsaftale,
- •
at kurator reelt ikke havde noget råderum.