Regionsformand: Pengene er Carl Holsts egen sag

Regionsrådsformand Stephanie Lose vil ikke blande sig i sagen om Holsts eftervederlag.

Regionsrådsformanden i Syddanmark vil ikke opfordre Carl Holst til at betale sine eftervederlag tilbage.

Det er ikke Region Syddanmarks opgave at opfordre tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) til at droppe sit eftervederlag.

Det mener den nytiltrådte regionsrådsformand Stephanie Lose, der også er fra Venstre.

- Reglerne er fulgt for Carls vedkommende. Og vi kan hverken gøre noget ved reglerne eller det, at han har fået pengene. Det er udelukkende et anliggende for Carl, hvad der skal ske med pengene, siger Stephanie Lose.

Ikke regionens opgave

Meldingen kommer, efter Enhedslisten har foreslået, at Regionsrådet sender en henvendelse til Carl Holst, hvor han opfordres til at afstå fra at tage imod pengene fra Region Syddanmark.

- Men jeg mener simpelthen ikke, det er vores opgave i Regionsrådet at sende opfordringer om det ene eller det andet, fastslår Stephanie Lose.

Carl Holst modtager et eftervederlag på mere end 800.000 kroner fra Region Syddanmark. Penge, han får, samtidig med at han modtager en løn på 1,2 millioner kroner som forsvarsminister.

Holsts egen afgørelse

Carl Holst har efter reglerne ret til at beholde pengene. Men han kan også vælge at sige nej. Det er i så fald hans egen afgørelse, mener Stephanie Lose.

- Uanset hvad vi mener om reglerne, så er de fulgt for hans vedkommende. Om pengene skal betales tilbage, det er udelukkende et anliggende for Carl Holst. Det skal Regionsrådet ikke give sig i kast med, siger hun.

Selv understreger Carl Holst, at han blot følger reglerne.

- Jeg har valgt at tage imod pengene, fordi det er en del af den løn, jeg har tjent som amtsborgmester og regionsrådsformand, siger han.

Holder det for sig selv

Carl Holst vil ikke kommentere, hvorvidt han synes, reglerne for eftervederlag er rimelige eller ej. Han vil heller ikke sige, om han har tænkt sig at give pengene væk eller beholde dem selv.

- Hvad jeg bruger mine penge til, det er et anliggende, som jeg holder for mig selv. Jeg mener ikke, det er omfattet af min politiske forpligtelse at fortælle, hvad jeg bruger min løn til, siger Holst.