Kim Larsen har været på alles læber den seneste uge.
I dag kommer menighederne i både Skrydstrup Kirke og Bevtoft Kirke i Sønderjylland også til at høre om Kim Larsen.
Sognepræst Peter Glistrup vil nemlig bruge Kim Larsen som tema til sine prædikener i de to kirker.
- Jeg vil tale om den kunstner, han har været, og det menneske han har været. Og så vil jeg tage det som en indfaldsvinkel til den kristne tro og dagens evangelietekst, siger Peter Glistrup og forklarer videre:
- Kim Larsen er jo en person, der har givet utrolig meget og har betydet meget for mig selv og en masse andre mennesker. Det er vigtigt, at kirkens budskab sættes i forbindelse med det, som vi er optaget af som mennesker. Det skal ikke være sådan, at når man kommer i kirke, at så handler det om noget fra en helt anden planet, mener Peter Glistrup.
Teksterne er så vedkommende
Præsten siger, at hans prædiken i dag blandt andet skal handle om det menneske, Kim Larsen var.
- Han har jo givet en række interviews omkring sit eget forhold til kirken og kristendommen og givet interviews om sine tanker om livets mening og livets store spørgsmål.
- I min prædiken vil jeg lægge vægt på det, han har udtrykt i sine sangtekster, hvor mange af sangene tager store og vigtige emner op. Jeg tror, at han har haft det image, at han var en slags provokatør, men samtidig har han beskæftiget sig med det at være menneske. Det er derfor, hans tekster er så vedkommende, siger han.
Aktuelle emner hører hjemme i kirken
Præsten Peter Glistrup siger, at man som kirke skal turde at gribe fat i det, der netop nu sker i samfundet. For på den måde bliver det også mere attaktivt at komme til gudstjeneste.
- Hvis vi som kirke tør tage fat i aktuelle temaer og det, der rører sig i tiden, så bliver det også mere attraktivt at gå i kirke. Det er dejligt, når mennesker kommer i kirken og er med til gudstjenesten og tager del i fællesskabet og derigennem tager livtag med livets store spørgsmål, forklarer Peter Glistrup.