Dine møbler kan være rene brandfælder.
Sådan lyder advarslen fra Danske Beredskaber.
Møbler fra dengang mor var dreng var langt mindre brandfarlige end nymoderne møbler. Det skyldes, at møbelindustrien bruger andre materialer i dag.
Især skum og lim er væsentligt mere brandfarligt end for eksempel uld og fjedre, som man brugte meget for år tilbage.
Og når det kommer til skriveborde, er morfars gamle, tunge arbejdsstation i massivt træ langt mindre brandfarligt end et moderne skrivebord lavet af MDF-plader og laminat, forklarer Danske Beredskaber.
En brand i hjemmet i dag er derfor hurtigere på fuld blus end tidligere, forklarer Jacob Christensen, der er forebyggelseschef ved Brand og Redning i Sønderjylland.
- Hvis der går ild i ens ejendomme, stue eller soveværelse, så er tiden til at komme ud blevet kortere, end den var før. Det er der ingen tvivl om, fortæller han.
I et tv-eksperiment på amerikanske NBC har man vist, hvor brandfarligt et moderne møblement er i forhold til et 30 år gammelt møblement.
Det tog kun tre til fire minutter at antænde de moderne møbler, mens ilden først for alvor fik fat i de ældre møbler efter en halv time.
I Danmark har vi ingen krav til, hvor brandsikre møblerne skal være. Det har man for eksempel i England, hvor man fra 1988 til 2011 nedbragte antallet af dødsbrande i private hjem med 53 procent.
På verdensplan er det meget få lande, der sådanne krav. Det kan nemlig været ret så kompliceret, at indføre sådan en lovgivning, fortæller forebyggelseschef ved Brand og Redning i Sønderjylland, Jacob Christensen.
- Ud fra et brandperspektiv er brandsikring selvfølgelig godt. Men det er en lidt kompleks problemstilling, fordi de "flammehæmmere" man kommer i skumgummi også er har nogle konsekvenser miljømæssigt, forklarer han
Husk røgalarmen
Hvert år omkommer cirka 80 personer i dødsbrande i Danmark. Langt hovedparten af dødsbrandene sker i private hjem, hvor der ikke er en røgalarm installeret.
Men der er nu ingen grund til at blive bange for sine møbler, mener Jacob Christensen fra Brand og Redning i Sønderjylland.
Der er bare to ting, du skal sikre dig, pointerer han:
- Sæt røgalarm op og vid, hvad du skal gøre, når du skal ud. Så burde det ikke være noget problem, forsikrer Jacob Christensen.