Mange unge i tvivl om studievalg

Adgangskravene til flere studier er skærpede, og det giver nervøsitet blandt de unge.

Senest på søndag skal mange unge søge ind på de videregående uddannelser. Og det kan være svært. (Arkivfoto) (Foto: © Colourbox, Colourbox)

Lige nu går rigtig mange unge rundt og grubler over fremtiden. På søndag er der nemlig deadline for ansøgninger til de videregående uddannelser via den koordinerede tilmelding, KOT.

I forhold til tidligere år er der kommet adgangsbegrænsning på flere studier på universiteterne, og det gør, at flere unge er i tvivl om studievalget, mener Line Keldorf Tværgaard, der er adgangsvejleder på Syddansk Universitet.

- I år er der adgangsbegrænsning på flere af vores studier, så derfor er der mange, der kan komme i tvivl om, hvorvidt deres gennemsnit nu også rækker, siger hun.

Ekstra nervøsitet i år

Line Keldorf Tværgaard fortæller, at der derfor er ekstra travlt i studievejledningerne netop nu.

- De typiske spørgsmål er: 'Hvad tror du, adgangskravet bliver? Tror du, mit gennemsnit rækker?' Og 'hvad skal jeg vælge?' Der er ekstra nervøsitet i år, fortæller Line Keldorf Tværgaard.

På grund af de skærpede adgangskrav på flere uddannelser prøver vejlederne at få de unge til at være realistiske og søge bredt.

Vælg med både hjerte og hjerne

- Vi prøver at spørge ind til de unges interesser og måske finde andre eller lignende uddannelser, hvor der er større chance for at blive optaget, siger Line Keldorf Tværgaard.

Hun understreger, at vejlederne altid prøver at følge de unge i deres interesser og drømme, for det er bedst hvis det nye studie er valgt både med hjertet og hjernen.

- Man skal gerne få de to ting til at følges ad. Og det kan de fleste heldigvis. Men jeg synes ikke, de unge er så opmærksomme på, om de vil kunne få job bagefter. De går meget mere op i, hvorvidt de kan blive optaget på studiet, siger Line Keldorf Tværgaard.

Ansøgningsfristen for den Koordinerede Tilmelding er på søndag klokken 12.00.