Lange ventetider på høreapparat: Risikerer to år i stilhed

Hørehæmmede må vente i længere tid på at få et høreapparat. I Odense er ventetiden oppe på to år.

(Foto: © Malte Kristiansen, Scanpix)

Når hørelsen svigter, og du eller dine nærmeste får brug for høreapparat, så må I forberede jer på noget ventetid.

Ventetiden på at komme til den første konsultation på en høreklinik i Region Syddanmark er nemlig blevet længere.

For eksempel skal man vente 46 uger på at komme til på Sygehus Sønderjylland. I januar 2013 skulle man til sammenligning kun vente otte uger.

Og på Odense Universitetshospital er ventetiden på 121 uger.

Klik selv rundt og se ventetidernes udvikling i Region Syddanmark i den interaktive grafik herover.

Der er sparet 10 millioner på området

Ventetiderne har store konsekvenser for dem, der venter på at få et høreapparat eller skal have udskiftet det gamle.

Det fortæller Jens Pilgaard Jacobsen, der er overlæge og klinikleder på høreklinikken i Sønderborg.

- De får svært ved at være med i sociale sammenhænge, og det kan påvirke, deres erhvervssituation. Det er et stort handicap for dem, det går ud over, siger han.

Hans Christian Schack fra Holsted er en af de danskere, der har nedsat hørelse. For ham er høreapparatet altafgørende. Uden det er han helt døv, fortæller han.

Han synes, det er meget ubehageligt, at han risikerer at skulle vente så længe på en tid.

- Jeg er helt døv uden mit høreapparat. Der kan sprænge en bombe ved siden af mig, uden jeg hører det. Så det vil være meget svært for mig at få mit sociale liv til at fungere uden, siger han.

Hans Christian Schack er dybt afhængig af sit høreapparat. Han har tidligere valgt selv at betale for at komme på en privat høreklinik for at undgå lange ventetider. (Foto: © Katrine Holler, DR)

De stigende ventetider hos høreklinikkerne skyldes blandt andet, at regionen har sparet 10 millioner kroner på området.

Det vurderer Lars Gano, der er overlæge på høreklinikken på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

- Det har betydet, at vi har måttet reducere i antallet af personale, uden at arbejdsmængden er blevet mindre, siger han.

På Sydvestjysk Sygehus har man alligevel formået at holde ventetiden på en konsultation nogenlunde stabil. Her venter man i øjeblikket 21 uger. Men det er alligevel for lang tid, mener Lars Gano.

Region tilbageruller besparelse

Ventetidernes længde har også betydet, at regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet at tilbagerulle besparelsen ved at afsætte mellem 10 og 12 millioner kroner til området i 2017.

Det fortæller regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

Men det er ikke nok at rulle besparelsen tilbage, lyder det fra Majbritt Tobberup, der er formand for Høreforeningen.

- Før besparelsen var der allerede for lange ventetider, siger hun.

Ifølge regionens planer skal pengene blandt andet bruges til at oprette en klinik i Sønderborg, der skal tage sig af de borgere, som ikke kan komme til inden for tre måneder andre steder.