Alt for mange børn kommer til skade i skolen.
Hvert år bliver 40.000 skolebørn behandlet på skadestuen. Det viser nye tal fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital, hvor overlæge Jens Lauridsen er daglig leder.
- Det er jo rigtig mange børn, siger Jens Lauridsen.
Oversigten over ulykkerne viser ikke, hvor mange af børnenes skader, der har givet varige mén.
Til gengæld er det tydeligt, at netop skader på hånd og håndled topper listen over børnenes ulykker i skolen.
- Brækker man håndleddet, og det gror sammen på en måde, hvor man bagefter ikke har fuld bevægelighed i håndleddet, så kan det påvirke børnenes muligheder for at blive eksempelvis håndværkere, siger Jens Lauridsen.
Kig på klasselokaler og legepladser
Umiddelbart er der ingen forklaring på de mange ulykker. Derfor opfordrer overlægen skolerne til at se nærmere på både lokaler, legepladser og - ikke mindst - legekultur.
- Man kunne jo godt tage en måned, hvor skolerne kigger på de børn, der har været på skadestuen i skoletiden for at finde ud af, om det var noget, man kunne have undgået, siger Jens Lauridsen og uddyber:
- Er det for eksempel fordi, legepladserne ikke er sikret ordentligt? Er det fordi, der ikke er tilstrækkeligt opsyn på skolen? Eller er det legekulturen, den er gal med? Man kan jo være aktiv på en omsorgsfuld måde, og man kan være aktiv på en aggressiv måde. Man må sørge for at tage nogle fornuftige hensyn, siger han
Tallet er alt for højt
Tallet fra Ulykkes Analyse Gruppen er nyt for Mette With Hagensen, der er formand for landsforeningen Skole og Forældre.
Hun opfordrer skoleledere og skolebestyresler til at styrke fokus på børnenes arbejdsmiljø, så flest mulige skader kan undgås i fremtiden.
- Det tal her er for højt. Tallet viser jo, at der ikke bliver fokuseret nok på børnenes arbejdsmiljø. Og vi kigger heller ikke nok på, hvilke lokaler børnene undervises i. Vi har heller ikke nok fokus på sikkerheden på deres legeplads, siger hun.
Skal finde en løsning
Antallet af skolebørn på skadestuen overrasker også skolelederen på Sønder Otting Skole i Haderslev, Karsten Rudebeck Jessen, der også er formand for skolelederne i Haderslev.
- Det er en stor mængde børn. Det er klart en øjenåbner for mig. Selvfølgelig skal vi tage os af det. Vi skal italesætte det. Ikke bare på voksenplan, men vi skal have elevgruppen med, siger han.
Formanden for Skole og Forældre Mette With Hagensen mener, at der skal handles omgående.
- Det er absolut en opgave for skolelederne og skolebestyrelserne. Vi skal kigge på, hvorfor børnene kommer til skade. De voksne har regler for deres arbejdsmiljø, det skal vores børn jo også have, siger hun.