Guide hjælper dig igennem ferietrafikken: Se hvor og hvornår der er risiko for kø

Skolernes sommerferie begynder i dag, og det betyder masser af biler på vejene de næste mange uger.

(Foto: © DR: Grafik Signe Heiredal)

Går din sommerferie til Skagen, Vesterhavet eller Frankrig? Så er du ikke den eneste, der skal den vej. Skolernes sommerferie begynder i dag, og allerede i eftermiddag triller rigtig mange familier med tætpakkede biler afsted på årets kør-selv-sommerferie.

Ferietrafikken er værst hen over den kommende weekend, og i Danmark er det især motorvejen mellem Jylland og Sjælland, der bliver belastet indtil skolernes sommerferie slutter i uge 32, fortæller Aggi Thorarinsson, der er vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter.

- Især på den vestlige del af den fynske motorvej og fra Kolding mod Tyskland. Men også på Køge Bugtmotorvejen og Vestmotorvejen – især over Storebælt.

- Allerede i dag forventer vi risiko for tæt trafik og mindre kødannelser mellem kl. 14 og 18, siger han.

Resten af sommerferien er lørdage og søndage de store rejsedage – især lørdage skal man forsøge at undgå at køre mellem klokken 10-16, hvis man ikke vil risikere at sidde i kø på de store danske veje. Søndag er der mange biler mellem 11 og 16.

- Så vi anbefaler, at man orienterer sig om trafikken, kører uden for de belastede tidsrum og afsætter ekstra tid til rejsen, siger Aggi Thorarinsson.

I takt med at sommeren skrider frem, vil den almindelige myldretrafik falde, mens også vestkysten, ruten til Sjællands Odde og vejen over grænsen til Tyskland vil have flere bilister end sædvanlig.

Går sommerferien sydpå?

I mange danske biler peger GPS’en sydpå, når badeshorts og solcreme er pakket i bagagerummet. Og selvom motorvejene ned gennem Tyskland er bredere, er der også stor risiko for at ende i kø her.

Her er trafikken ifølge FDM værst fredage mellem kl. 13-20, lørdage klokken 11-18 og søndage klokken 14-20.

Karsten Meyland Lemcke, der er testkører for FDM’s magasin Motor,anbefaler derfor, at man bevæger sig ud på den tyske autobahn tirsdage, onsdage og i nattetimerne, hvor det tyske motorvejsnetværk er mindst belastet.

- Primært er trafikken værst omkring de store byer. Men der er også rigtig meget vejarbejde mellem den danske grænse og Hamborg, så her vil danskere også opleve tæt trafik over sommeren. Man vil også opleve tæt trafik ved grænsen mod Østrig, lige syd for München på vej mod Brennerpasset og Italien, hvor mange holder sommerferie, siger han.

Derudover foreslår Karsten Meyland Lemche, at man lægger en køreplan, så man undgår at ramme for eksempel Hamborg, Berlin eller Hannover, når folk møder på arbejdet, eller det er fyraften.