Falck siger nu undskyld for sin opførsel i forbindelse med overdragelsen af en ambulancekontrakt til det hollandske selskab Bios i Region Syddanmark i 2014.
Det skriver Falck i en pressemeddelelse på sin hjemmeside, hvor administrerende direktør i Falck, Jakob Riis, erkender, at virksomheden har optrådt forkert.
- Dele af styrelsens udlægning af sagen er pinlig læsning. Vi har på nogle områder optrådt på måder, som ikke lever op til vores egne og omverdenens forventninger til Falck. Det vil jeg gerne undskylde for, siger Jakob Riis i en pressemeddelelse.
Styrelse peger på lovovertrædelse
Undskyldningen kommer efter, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i tre år har undersøgt, om Falck misbrugte sin stilling på markedet i forbindelse med udbuddet af ambulancekontrakter i Region Syddanmark tilbage i 2014.
Den foreløbige konklusionen fra styrelsen er, at Falk har overtrådt konkurrenceloven.
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen arbejdede Falck på at forstærke tvivlen om, hvorvidt Bios var i stand til at løse ambulanceopgaven i Region Syddanmark.
- Vi var for optagede af at søge viden om BIOS. Vi delte for velvilligt oplysninger om en konkurrent med blandt andre journalister, der researchede om BIOS. Flere gange skete det på en måde, hvor det ikke var tydeligt, at Falck var bidragsyder. Set fra hvor vi står i dag, er det tydeligt, at vi skulle have holdt os langt væk, siger Jakob Riis.
Det gjorde de blandt andet ved at hjælpe journalister, som researchede Bios, og ved at hjælpe medarbejdere med at etablere en Facebook-gruppe og gennemføre en demonstration.
Region Syddanmark er ikke overrasket
I Region Syddanmark kommer undskyldningen ikke helt bag på regionsrådsformand, Stephanie Lose fra Venstre.
- Det at de nu har behov for at undskylde, bekræfter vores opfattelse af, at der ikke var helt rent trav tilbage i 2014-15.
Styrelsens undersøgelse blev igangsat på baggrund af en klage fra konkurrenten BIOS.
Rettelse: Tidligere fremgik det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kom frem til, at Falck havde overtrådt konkurrenceloven. Det er ikke korrekt. Der var ifølge Falck kun tale om en foreløbige konklusion i sagen.