Det er pamperi af værste skuffe, når tidligere regionsrådsformand og nuværende forsvarsminister Carl Holst (V) modtager et eftervederlag på mere end 800.000 kroner fra Region Syddanmark. Det sker samtidig med, at han modtager en løn på 1,2 millioner kroner som forsvarsminister.
Det mener Enhedslisten, der nu vil lukke det, partiet kalder 'et hul i lovgivningen'.
- Det er grådigt og et udtryk for pamperi, at Carl Holst insisterer på at modtage dobbeltløn, siger partiets socialordfører Pernille Skipper.
Vil lave loven om
Helt konkret stiller Enhedslisten nu et beslutningsforslag om, at det ikke skal være muligt at modtage eftervederlag, hvis man fratræder som regionsrådsformand og bliver minister.
- Det er helt klart et hul i lovgivningen. Det svarer i mine øjne til, at man insisterer på at modtage dagpenge og modtage løn fra et almindeligt arbejde samtidig, siger Pernille Skipper.
Hun henviser til, at det for eksempel ikke er muligt at modtage eftervederlag, hvis man fratræder som regionsrådsformand og bliver borgmester.
Vil tage pengene fra Carl Holst
Enhedslisten ønsker, at de nye regler skal gælde med tilbagevirkende kraft.
- Sådan, at Carl Holst og fremtidige ministre ikke kan få dobbeltløn, siger Pernille Skipper.
Carl Holst har efter reglerne ret til at beholde pengene. Men han kan også vælge at sige nej.
Har valgt at tage pengene
Selv understreger forsvarsministeren, at han blot følger reglerne.
- Jeg har valgt at tage imod pengene, fordi det er en del af den løn, jeg har tjent som amtsborgmester og regionsrådsformand, siger han.
Carl Holst vil ikke kommentere, hvorvidt han synes, reglerne for eftervederlag er rimelige eller ej.