Enhedslisten: Minister må se på psykiater-sag

Politiker og 3F kritiserer, at Arbejdsskadestyrelsen ikke vil undersøge omstridt psykiater.

Arbejdsskadestyrelsen har brugt den dømte psykiater Piet Casier i 227 arbejdsskadesager. (Foto: © Eric Øtting, Dr Østjylland)

Mens flere af landets kommuner af egen drift har besluttet at gennemgå samtlige sager, hvor den dømte psykiater Piet Casier har bidraget med såkaldte speciallægeerklæringer, så afviser Arbejdsskadestyrelsen at gøre det samme.

Men det er ikke godt nok, mener Enhedslisten, der vil have beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til at forholde sig til Arbejdsskadestyrelsens modvillighed til at undersøge sagerne.

- Jeg er rystet over, at Arbejdsskadestyrelsen ikke gør det samme som kommunerne. Når Arbejdsskadestyrelsen ikke af sig selv kan finde ud af, at den bør undersøge, om borgere har fået en retfærdig behandling, så må vi bede ministeren gå ind i sagen, siger Finn Sørensen, der er arbejdsmarkedsordfører i Enhedslisten.

Alarmklokkerne må ringe

Det er 227 arbejdsskadesager, hvor Arbejdsskadestyrelsen har brugt Piet Casier til udfærdigelse af såkaldte speciallægeerklæringer, der sammen med en række andre akter har haft indflydelse på udfaldet i sagerne.

Men efter at samarbejdet mellem Arbejdsskadestyrelsen og Piet Casier ophørte i 2011, har psykiateren i flere tilfælde modtaget alvorlig kritik af myndighederne. Og for nylig blev han dømt for at have fejldiagnosticeret en kvinde i Norddjurs Kommune.

- Alle alarmklokker må ringe. Når sådan en person gentagende gange har modtaget kritik og er blevet dømt, så bør man gennemgå sagerne, så man er sikker på, der ikke er borgere, som er blevet uretfærdigt behandlet, siger Finn Sørensen.

Ikke grundlag for at gennemgå sager

Også i 3F mener man, at det er for dårligt, at styrelsen ikke ved egen drift vil undersøge sagerne for fejl.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at Arbejdsskadestyrelsen ikke selv tager teten og genoptager de sager, siger Ulla Sørensen, ansvarlig for 3F's arbejdsmiljøpolitiske arbejde.

Ifølge Arbejdsskadestyrelsen er der ikke grundlag for at gennemgå sagerne igen. Blandt andet fordi, de omstridte speciallægeerklæringer langt fra står alene i arbejdsskadesager.

DR har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Piet Casier. Han svarer ikke på DR's henvendelser.