Efter psykiater-sag: Haderslev vil også kulegrave sager

Endnu en kommune går i gang med at gennemgå borgeres sager, efter en psykiater er dømt.

Ligesom i Esbjerg går Haderslev Kommune nu også i gang med at undersøge kommunens brug af psykiateren Piet Casier. (Foto: © Holger Madsen- DR)

Nu går også Haderslev Kommune i gang med at kulegrave kommunens brug af psykiateren Piet Casier, der flere gange har modtaget alvorlig kritik fra myndighederne og for nylig blev dømt for at fejldiagnosticere en kvinde i Norddjurs Kommune.

Det oplyser Rune Larsson, der er direktør i Erhvervs - og Borgerservice i Haderslev Kommune.

- Det er vigtigt for os, fordi der nu er blevet sået tvivl ved det grundlag, som vi har truffet vores afgørelser på. Og det er vi nødt til at afprøve, siger Rune Larsson.

10.ooo kr. for hver sag

Haderslev Kommune oplyser i en aktindsigt, DR Syd har fået, at kommunen første gang betalte Piet Casier for udfærdigelsen af en speciallægeerklæring i april 2007. Og senest i november 2008.

Kommunen oplyser også, at i alt otte borgere er blevet udredt af Piet Casier i den periode.

Og at der i hvert tilfælde er betalt i omegnen af 10.000 kroner for Piet Casiers arbejde.

Hensynet til borgerne

Men nu hvor der er sået tvivl om kvaliteten af arbejdet, vil sagerne blive gennemgået grundigt, lover Rune Larsson.

- Jeg har nogle professionelle medarbejdere, som gennemgår de her sager. Og jeg kan godt garantere, at vi kommer til at håndtere dette på den bedst mulige måde af hensyn til borgerne, siger Rune Larsson.

Også Esbjerg Kommune er i gang med at gennemgå samtlige 124 sager med borgere, som kommunen samlet har betalt Piet Casier næsten 1,3 millioner kroner for at udrede.

DR Syd har forsøgt at få en kommentar fra Piet Casier, men det er ikke lykkedes.