Dyner, puder og madrasser fra virksomheden Jysk skal ikke længere transporteres i lastbiler fra transportfirmaet Kurt Beier.
Jysk har aldrig selv haft en kontrakt med transportfirmaet, men har i dag sendt en mail til de transportvirksomheder, der kører for Jysk. I mailen beder sengetøjsgiganten om, at deres underleverandører ikke benytter Kurt Beiers lastbiler til at transportere varer fra Jysk.
Det sker på baggrund af afsløringerne om de kummerlige forhold, som en række filippinske chauffører har levet under i Kurt Beiers afdeling i Padborg.
Transportfirmaet lever ikke op til krav
Det, der er foregået hos Kurt Beier Transport, stemmer ikke overens med de krav, Jysk forventer af sine underleverandører, fortæller kommunikationschef hos Jysk, Rune Jungberg Pedersen.
-Vi har valgt at skrive til vores underleverandører, at de ikke skal støtte transportfirmaet. Det, vi har hørt om chaufførernes forhold, er ikke noget, vi ønsker at stå for, siger han.
Ifølge Rune Jungberg Pedersen lever transportfirmaet ikke op til Jysk's code of conduct, som er de retningslinjer og krav, underleverandørerne skal overholde. Det gælder blandt andet rimelige arbejdsforhold og rimelig løn.
Selvom transportfirmaet Kurt Beier hverken er dømt eller tiltalt i nogen sag, så vælger Jysk alligevel at boykotte firmaet, fortæller kommunikationschefen hos Jysk.
- Det er vigtigt at handle, når man ser sager som denne, hvor firmaer ikke overholder vores forventninger. Hvis underleverandører ikke lever op til de krav, har det også en konsekvens, siger han.
Det har ikke været muligt, at få en kommentar fra Kurt Beier Transport. Firmaet henviser til deres advokat, der ikke vender tilbage på opkald.