Efter droppet sag: Venstre i Esbjerg-kreds vil genopstille Carl Holst

Carl Holst har fuld opbakning fra sin kreds, som snarest vil have ham valgt som kandidat til Folketinget, efter Rigsadvokaten har droppet at rejse straffesag mod ham.

Venstres kredsbestyrelse for Esbjerg Omegn vil hurtigst muligt holde et opstillingsmøde. Carl Holst har fuld opbakning som kredsens folketingskandidat. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Efter Rigsadvokaten fredag droppede at rejse straffesag mod tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V), bliver der nu snarest indkaldt til opstillingsmøde i Venstres kredsbestyrelse for Esbjerg Omegn.

- Carl Holst har meldt sig klar, og i bestyrelsen er der fuld opbakning til, at han fortsætter som vores folketingskandidat, siger formand for kredsen Jens Vind.

På grund af anklagen mod Carl Holst om stillingsmisbrug, har kredsen endnu ikke valgt folketingskandidat.

Ifølge Venstres vedtægter skulle folketingskandidaterne have været valgt senest et år efter folketingsvalget, altså den 18. juni sidste år. Men Esbjerg Omegn kredsen fik dispensation, så længe der ikke var truffet afgørelse om, hvorvidt der skulle rejses straffesag mod Carl Holst.

Det er nu op til medlemmerne, om der kommer andre kandidater på banen. Umiddelbart mener Jens Vind ikke, at postyret omkring Carl Holst får betydning for valget.

- Det håber jeg ikke, og jeg tror det heller ikke. Jeg har talt med lokalforeningerne, og det er mit indtryk, at nu hvor sagen er afsluttet, så er der stor tillid til vores kandidat, siger han.

Bliver Carl Holst valgt som kandidat, skal han kæmpe med Ulla Tørnæs om Venstre-stemmerne i Esbjerg.

Jens Vind håber, at der kan blive plads til dem begge i Folketinget.

- Det bliver en hård kamp både for Ulla og Carl, og det er ikke sikkert, der er plads til to. Men det håber jeg. Det vil være godt for Esbjerg at have to stærke stemmer på Christiansborg, siger Jens Vind.

Opstillingsmødet i Esbjerg Omegn kredsen vil finde sted hurtigst muligt, gerne inden for et par uger, oplyser kredsformanden.