Regionsrådsformand: Vi dropper erstatningssag mod Carl Holst

Formanden for Region Syddanmark tror ikke, at regionen kan løfte en erstatningssag.

Formand for Region Syddanmark Stephanie Lose (V) kan ikke se, at det er muligt at føre erstatningssag mod Carl Holst. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Det er ikke muligt for Region Syddanmark at få erstatning fra Carl Holst.

Det vurderer regionsrådsformand Stephanie Lose (V), efter straffensagen mod Carl Holst i dag er blevet droppet af Rigsadvokaten.

Det har ellers været et ønske fra et flertal i regionsrådet i Region Syddanmark, at den tidligere regionsrådsformand Carl Holst skulle betale penge tilbage for uberettigede udgifter til de regionsansatte, der angiveligt udførte valgkamp for ham til folketingsvalget i 2015.

Nu tror regionsrådsformand Stephanie Lose ikke på, at det er muligt, fordi straffesagen om stillingsmisbrug og mandatsvig mod Carl Holst altså er droppet.

- Som jeg ser det, kan der ikke blive tale om en erstatningssag på den her baggrund, siger Stephanie Lose.

Hun tror ikke på, at regionen kan have en succes med en sag, når rigsadvokaten ikke kan finde grundlag for at rejse en sag.

Anklagemyndigheden har blandt andet undersøgt, om den regionsansatte presserådgiver Christian Ingemann udførte kampagnearbejde for Carl Holst under folketingsvalget i 2015.

Efterforskningen har vist, at personer ansat i regionen har udført kampagnearbejde for Carl Holst, men omfanget kan ikke dokumenteres godt nok til, at der er grundlag for at rejse en straffesag.