For ét år siden fyldte Corina Niclasens københavnske kollegaer godt i kontorlandskabet ved Naturerhvervsstyrelsen. I dag er de 14 kollegaer kun at finde på et billede på hendes skrivebord.
Ud af afdelingens 15 medarbejdere var Corina Niclasen den eneste, der flyttede fra kontoret på Vesterbro i København til Sønderjylland, efter regeringen besluttede sig for at rykke statslige arbejdspladser ud i landet.
Regeringen har i dag offentliggjort en status på udflytningen, og foreløbig er i alt 1.126 statslige arbejdspladser nu rykket ud af hovedstadsområdet. Otte ud af 10 af dem er tilfaldet nye ansatte, mens det altså er et fåtal, der er rykket med jobbet.
I dag er Corina Niclasen glad for, at sceneriet er skiftet fra en udsigt til Bremen Teateret til naturen omkring Augustenborg Slot.
- Det har været et godt bytte for familien. Vi er tættere på naturen, roligere omgivelser, og arbejdsmæssigt åbner det for flere spændende opgaver, fortæller Corina Niclasen, der er overassistent i afdelingen.
Afdelingen åbnede i de nye rammer 2. maj i år, og efter tre måneder som pendler rykkede Corina Niclasen og hendes mand til de sønderjyske egne.
Hendes mand arbejder i samme styrelse og kunne også flytte med.
Her ét år efter, at hendes afdeling blev kaldt til møde om udflytningen, mener hun ikke, der har været grund til at være bekymret om et arbejdsliv på Als.
- En af mine kollegaer sagde det meget godt forleden; Der er god stemning, dejlige mennesker og god energi her i Sønderjylland. Og det billede genkender jeg også, så det er fantastisk, siger Corina Niclasen.