Når far eller mor drikker for meget, er det ikke bare de voksne, der har et alkoholproblem.
Det er i høj grad også børnene.
27-årige Ann Katrine Meyer fra Aabenraa er én af dem.
Siden hun var ni år gammel levede hun med en far, der drak for meget. En tilværelse, der sled på hende – både mentalt og fysisk – og som gjorde hende voksen meget tidligt.
- Når min far drikker, er han meget psykisk hård – meget personlig. Når jeg har været hjemme hos ham, er det startet med, at jeg fik det fysisk dårligt. Men efter noget tid fik jeg det også psykisk dårligt, fortæller Ann Katrine Meyer.
For lidt info om hjælp
Hun var i mange år ikke klar over, at der var hjælp at få i kommunen.
Men sidste år blev hun opmærksom på organisationen TUBA, som hjælper børn og voksne i alderen 14-35 år, der har alkohol- eller stofmisbrug tæt inde på livet.
- Jeg troede kun, at der var hjælp til den, der drikker. Jeg vidste ikke, at der var hjælp til de pårørende, og jeg kendte ikke TUBA før 2016. Jeg troede, den eneste hjælp, jeg kunne få, var at gå til en psykolog. Og det havde jeg ikke rigtig penge til.
Og mange kommuner er for dårlige til at fortælle om de gratis muligheder, der er for at få hjælp.
Det mener Alkohol & Samfund og Trygfonden.
Derfor sætter de gang i en ny kampagne, der dels skal få de voksne til at gå i behandling for deres alkoholmisbrug, og dels for at gøre opmærksom på tilbuddene til børn og unge.
- Vi har undersøgt, hvor synlige tilbuddene er. I de 60 kommuner, der har tilbud, er det meget svært at finde oplysninger om det. Det svært at finde ud af for børn og voksne – og for eksempel skolelærere – at der er et tilbud til børn, forklarer direktør for Alkohol & Samfund, Peter Konow.
Hjælp er altafgørende
Han håber, at kampagnen også kan hjælpe de voksne, der har daglig kontakt med børn og unge, men ikke nødvendigvis er familiemedlemmer.
- Vi håber, at kommunerne gør noget for at synliggøre deres tilbud. Og så håber vi, at de voksne, der er omkring børnene – lærere og pædagoger – også bliver opmærksomme på det, og at de kan opfordre børnene til at få hjælp, siger han.
Egon Fræhr (V), der er formand for de syddanske kommuner og borgmester i Vejen Kommune, er lydhør over for kritikken fra Ann Katrine Meyer, Alkohol & Samfund og Trygfonden.
- Det er en kritik, vi må lytte til. Vi ved godt, at det er hele familien, der bliver ramt, når et familiemedlem har et misbrug. Derfor er det vigtigt, at borgerne bliver gjort opmærksom på de tilbud, der findes, siger han.
Ann Katrine Meyer fortæller, at hvis hun havde vist, der var hjælp at hente allerede i folkeskolen, så havde hun slået til.
For hende har hjælpen fra TUBA været rigtig vigtig for hendes liv.
- Det har helt klart været altafgørende. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, der står i den situation. Vi er mange, der er vokset op med en forælder, der drikker, fortæller hun.
Igennem gruppeterapi med andre unge i samme situation, har Ann Katrine Meyer fundet frem til, hvordan hun skal håndtere sin og faderens situation.
- De redskaber, jeg har fået med fra TUBA, har en kæmpestor betydning nu. Jeg kan sige: ’Det er ikke mig, den er gal mig. Jeg har ikke et misbrug. Det har min far.’
Det seneste år har hun ikke haft kontakt med faderen. Men i fremtiden kan det måske blive muligt igen, vurderer Ann Katrine Meyer.
- En voksen mand skal ikke behandle sit barn på den måde. Men jeg vil jo gerne beholde kontakten til ham. Han er jo min far. Men det bliver på mine præmisser og ikke på hans, som det har været indtil videre, siger hun.