”Sundhedsplatformen har ramt mig på min faglighed og min sygeplejeidentitet, og dermed på mit selvværd.”
Sådan står der i et tre-siders vedlagt brev til Jette Ruder Christensens opsigelse.
Hun arbejdede som sygeplejerske i 30 år - de seneste 20 år på den samme afdeling på Sjællands Universitetshospital, Køge.
Men nu er det slut. Jette Ruder Christensen har sagt stop. Hun har taget konsekvensen af næsten et års bøvl med det forkætrede it-system, Sundhedsplatformen.
Ifølge Jette Ruder Christensen tog it-systemet i alt for høj grad fokus fra kontakten med patienterne - og gjorde hende stresset.
Hun følte sig som en dårlig sekretær frem for en god, kompetent sygeplejerske:
- Det er der, mine udfordringer ligger. Det er der, jeg sidder og river mig i håret, hvordan kommer jeg ud af det her forløb, skal jeg have en sekretær ind på stuen for at hjælpe, skal jeg spørge kolleger til råds, forklarer Jette Ruder Christensen og fortsætter:
- Den udfordring, det giver på min person, på min tankevirksomhed, mit selvværd og min sygeplejeidentitet, gør, at jeg føler mig mere og mere som en dårlig sekretær end som en god sygeplejerske.
Stress fik hende til at sige fra
Helt konkret betød Sundhedsplatformen, at Jette Ruder Christensen skulle spørge om hjælp til simple opgaver som at booke en tid i systemet.
Hun følte, at patienterne ikke fik den opmærksomhed, de burde have, og det førte til beslutningen om at sige op:
- Jeg har taget beslutningen nu, fordi jeg ved, nu er jeg der, hvor jeg selv har kunnet sige stop. Når du kan mærke at overskuddet forsvinder, at kroppen begynder at gå i en stresstilstand, så er der ikke så længe til, at man rammer den tilstand, siger hun og tilføjer:
- Så er det bedre at kunne sige fra og stå ved mig selv og sige ’jeg kan ikke bære at være i systemet længere’.
Men det har ikke været nogen nem beslutning at stoppe, siger Jette Ruder Christensen efter 20 år i samme afdeling:
- Det siger jo sig selv, slår hun fast, for sammenholdet med kollegerne er vigtigt, og det kommer hun ”til at savne rigtig, rigtig meget”.
Men hun kommer også til at savne arbejdet med patienterne:
- Det er det vigtigste, det er min kerneopgave at gøre en god gerning og gøre folk glade og tilfredse, så jeg kommer så meget til at savne kontakten med patienterne.
Siden it-systemet Sundhedsplatformen trådte i kraft på hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland, har der blandt andet været problemer med at overføre data, så man ved, om behandlingen er, som den skal være.
Der har også været problemer med Det Fælles Medicinkort, som giver sundhedspersonalet adgang til patienternes medicin og vaccinationer. It-systemet betyder, at patienterne kan risikere at få den forkerte medicin eller få de forkerte doser.
DSR: It-system negativ for arbejdsmiljøet
Jette Ruder Christensen er ikke den eneste sygeplejerske, der er frustreret over, at Sundhedsplatformen tager opmærksomhed fra arbejdet med patienterne, siger formanden for sygeplejerskerne på Sjælland Helle Dirksen:
- Det er jo helt givet oplevelsen blandt nogle af vores medlemmer, at det påvirker arbejdsmiljøet negativt. Det er meget problematisk.
Derfor vil sygeplejeformanden fortsat arbejde for, at det bliver bedre. Det gør hun og kollegerne i Dansk Sygeplejeråd ved at blive ved med at rejse problemstillingerne over for Region Sjælland.
For Sundhedsplatformen skal fungere ”markant bedre”, siger Helle Dirksen:
- Så vores medlemmer oplever, at Sundhedsplatformen reelt understøtter deres arbejde og også er med til at understøtte patientsikkerheden.
Tina Boel fra SF, som er formand for det udvalg, der holder øje med implementeringen af it-systemet, oplyser, at udvalget har fokus på Sundhedsplatformen.
Det er vigtigt for Tina Boel, at medarbejderne bliver inddraget i de rettelser, som foretages i Sundhedsplatformen, for at der ikke er flere, som siger op. Region Sjælland har i forvejen problemer med at få fat i nok læger og sygeplejersker.