Spirituel sognepræst tror på reinkarnation

Anette Berg har studeret mirakler og auralæsning – nu er hun indkaldt til samtale hos biskoppen i Roskilde Stift.

  • Sognepræst i Vig-Nr. Asmindrup pastorat Anette Berg tror på reinkarnation. (Foto: © Anette Berg, Anette Berg)
  • Biskop Peter Fischer-Møller har indkaldt sognepræst Anette Berg til en samtale. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)
1 / 2

- Der er en fortsættelse… måske inkarnerer vi i en krop igen, for at lære mere.

Sådan siger sognepræst i Vig-Nr. Asmindrup pastorat på Sjællands Odde Annette Berg. Den udtalelse har kostet hende en invitation til en kammeratlig samtale hos biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller.

Udtalelsen faldt i TV Øst-programmet 'Præstens lektie' i går, og den har skabt røre i den danske folkekirke. Reinkarnation hører ikke hjemme i folkekirken, lyder det fra kritikerne.

Vigtig debat om svært tema

Ifølge retsteolog og ph.d. med speciale i kirkeret Kristine Garde, har Anette Berg udtalt sig i modstrid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Det siger hun til Kristeligt Dagblad.

Men debatten er vigtig, mener Annette Berg, der i dag efterlyser mere dialog om døden:

- Det kan være et svært tema at snakke om. 'Hvad tror vi på? Hvad sker der, når vi dør?' Jeg kender mange, der ikke får talt med deres nærmeste om det, uddyber Anette Berg.

Anette Berg mener, at tiden må være moden til at diskutere reinkarnation – også religionerne imellem:

- Vi har bekriget hinanden rigeligt i historiens løb. Så jeg tænker, at vi må også blive klogere og så komme i dialog i stedet for. Det her handler ikke om, at vi skal sidde i hver vores skyttegrav og kaste med mudder på hinanden, siger Anette Berg.

Åndelig vejledning og auralæsning

Anette Berg har i sin tid som sognepræst haft orlov for at studere mirakler. På hendes CV står der også åndelig vejledning, auralæsning og healing ved bøn.

- Jeg hører hjemme i den danske folkekirke, for jeg forkynder det kristne budskab og evangeliet på evangelisk-luthersk traditionel vis. Så jeg hører inde for rammerne. Men jeg har interesse i de andre ting også, siger Anette Berg.

Hun fortæller, at hun er kommet i alternative og spirituelle kredse i mange år.