Togtrafikken mellem Slagelse og Ringsted er genoptaget, efter at Banedanmark natten over har ryddet op, efter en havareret lastbil har blokerede for togene siden torsdag.
Mens togtrafikken har stået stille, har pendlere fra hele landet måttet stige ind og ud ad togbusser.
Chotimon Kaewmanee Kidmose bor i Bogense på Fyn og arbejder i Køge på Sjælland. Hun brugte fem timer på at komme hjem fra arbejde i går. I dag er turen gået retur til jobbet i Køge.
- Jeg stod op kvart i fem. Så forventer jeg at ankomme på arbejde cirka klokken halv ti. Det er et stort problem, jeg er ked af det, og jeg er meget træt, men jeg klarer det, siger Chotimon Kaewmanee Kidmose med et smil.
Olivia Borgels er kørt med toget fra København med sin lille baby. Olivia Borgels er stået af på Ringsted Station på vej til Odense med klapvogn og pakkenelliker.
- Det er ret irriterende, når jeg er alene og skal klappe min klapvogn sammen, når jeg har sådan en lille en her, der gerne vil sove, så jeg er lidt presset, siger Olivia Borgels, inden hun løber afsted med klapvogn og baby over til en togbus.
Johnny Pedersen er busdriftsleder på Ringsted Station. Han blev kaldt ekstra tidligt på arbejde her til morgen, for at sørge for, at alle togbusserne bliver sendt rigtigt afsted.
- Jeg har rigtigt travlt. Men det kører fint. Folk bruger de busser, der holder klar, så det er dejligt, siger Johnny Pedersen, mens de næste togrejsende afbryder ham for at spørge, hvilken bus, der kører direkte til Slagelse, og hvilken, der kører til Sorø.
I alt har DSB måtte rekvirere 70 togbusser for at kunne betjene passagerne på strækningen mellem Slagelse og Ringsted.