12 småøer har fået deres helt eget postnummer for at tydeliggøre, at adressen ligger på en ø. Det er nemlig ikke alle firmaer, der leverer varer til øer.
Men det, der skulle være nemmere, er faktisk blevet mere bøvlet.
Rigtig mange virksomheder og firmaer har stadig ikke opdateret postnumrene i deres systemer, så kunderne kan ikke vælge deres nye postnummer, når de bestiller varer over nettet.
- Jeg har forsøgt ved flere firmaer, og de siger, at postnummeret ikke er med i deres systemer endnu, fortæller Erik Fuchs fra Orø.
På Orø har beboerne fået besked fra PostNord om, at pakker og breve, der ikke er udstyret med det nye postnummer, vil blive returneret til afsenderen efter 1. oktober.
- Det betyder jo, at vi kan risikere, at vi slet ikke får vores forsendelse, fordi firmaerne ikke har registreret det nye postnummer, Erik Fuchs fra Orø.
Bestyrelsen i Sammenslutningen af Danske Småøer holder tirsdag møde, hvor de vil diskutere problemet, som gælder for flere af øerne med nye postnumre.
- Vi vil rette henvendelse til PostNord og høre, om de kan gøre private firmaer opmærksomme på, at der er kommet nye postnumre, og at de skal opdatere deres databaser, fortæller Dorthe Winther, formand for Sammenslutningen ad Danske Småøer.
Et af de firmaer, der ikke har opdateret databasen, er fiberselskabet Fibia. Men flere kunder har nu gjort opmærksom på problemet.
- Det er ikke det store problem at opdatere systemet, vi skulle bare have været lidt hurtigere, men det vil ske indenfor de nærmeste dage, siger Kasper Brøndum, kommunikationsmedarbejder i Fibia.
PostNord ønsker ikke at kommentere, hvorfor breve og pakker med gammelt postnummer vil blive returneret pr 1. oktober.