Folketingsvalget er udskudt på ubestemt tid, men på små-øerne skal beboerne snart til stemmeboksen. De skal nemlig stemme om, hvorvidt de vil have deres eget postnummer.
Muligheden opstod med den nye postlov som blev vedtaget i foråret.
Ud af landets 27 små-øer har fire allerede eget postnummer, og 15 af de resterende har ønsket at lave en afstemning.
En af dem er Orø, hvor man forventer at lave en afstemning kort efter nytår. Og her er formand for beboerforeningen Jens Bloch ikke i tvivl om, at der er flere fordele ved at få eget postnummer.
- Vi kan blandt andet få de forsikringsrabatter, vi er berettiget til, når forsikringsselskabet kan se vi ikke hører under Holbæk men er ø, siger han.
Mere stabil fragtlevering
Hos Sammenslutningen af Danske Småøer mener man også, der er en lang række fordele ved eget postnummer.
- Vi kan få en mere stabil levering af fragt, når det klart fremgår at adressen er på en ø, og vi vil bedre kunne kortlægge om mobildækningen er i orden på øerne, fordi det opgøres på postnummer, siger formand for Sammenslutningen af Danske Små-øer Dorthe Winther.
Fastboende øboere får én stemme per husstand, men virksomheder og offentlige myndigheders stemmer på øerne vejer væsentligt tungere, oplyser Trafik og Byggestyrelsen, og der skal være markant flertal for at de vælger at gennemføre ændringen af postnumre på hver enkelt ø.