Landmænd samler sig mod gigantisk gasledning

De danske landmænd holder de næste uger stormøder om, hvordan de skal forholde sig til kæmpe gasledning.

Jens Henrik Madsen er en af de landmænd, som vil blive berørt af den store gasledning. (Foto: © Per Gade Gyldenkærne, DR)

Planerne om en gigantisk gasledning på tværs af landet skaber vrede blandt hundredvis af landmænd

Ledningen, Baltic Pipe, skal transportere norsk gas fra felter i Nordsøen til Polen - og den skal gå tværs hen over landet fra den jyske vestkyst og hen over Fyn og Sjælland.

I aften er landmændene samlet i Vejen til stormøde for at ruste sig til forhandlingerne.

Jens Henrik Madsen er en af de landmænd, der vil blive berørt af den kæmpestore gasledning, og han ærgrer sig over, at Energinet har planer om kun at grave ledningen to meter ned i jorden på hans grund på Sydsjælland.

- Jeg er ikke modstander af projektet, men de skal lægge gasledningen tilpas dybt i, for jeg kan ikke bebygge oven på ledningen eller 60 meter fra den, så der skal være ordentlig erstatning, siger han.

Det er her, Baltic Pibe skal gå tværs over Danmark.
Det er her, Baltic Pibe skal gå tværs over Danmark.

Jens Henrik Madsen vurderer, at op mod 60 hektar af hans jord kan blive berørt af gasledningen.

Landmænd over hele landet har derfor besluttet at holde tre møder om, hvordan de skal gribe sagen an.

Jens Henrik Madsen vil stritte imod ledningen, og han tror, at landmændene kan udrette noget sammen.

- Jeg er sikker på, at hvis bønderne stiller sig imod, så kommer Energinet i tale, siger han.

Hos Energinet, der står for projektet på dansk jord, kan man godt forstå landmændenes bekymring omkring deres dræn, siger afdelingsleder Ole Buhl.

- Vi forstår sagtens, at for den enkelte landmand er det en stor ting. I forhold til dræn har vi stor fokus på, at det er utroligt vigtigt for landmændene, og vi vil have konsulenter på til at se, hvad den rigtige løsning er, siger han.

Hvorvidt det vil være muligt at grave ledningen endnu længere ned, kan Ole Buhl dog ikke love. Det kan nemlig blive dyrt.

- Hvis man skal grave en ledning tværs over Danmark længere ned i jorden, så vil der formentlig være ekstraomkostninger forbundet med det.

Landmændene har besluttet at holde tre stormøder forskellige steder i landet.