Fåreavler i klemme når gigantisk gasledning føres tværs over Danmark

Mange borgere vil blive berørt af rørledning tværs over Danmark. Men der venter forbrugere en lavere gasregning, lyder det fra bygherre.

Fåreavler Richard Andersen er bekymret for fremtiden for ham selv og de 12-1300 får og lam, som han har på sin gård. I værste fald skal hans ejendom jævnes med jorden. (Foto: © Maja Normann, DR)

Lavere gaspris for forbrugerne og større forsyningssikkerhed.

Det bliver ifølge det statsejede selskab Energinet resultatet, hvis der de kommende år bygges hundreder af kilometer ny rørledning, der kan bringe gas fra de norske felter i Nordsøen tværs over Danmark og videre til Polen.

Projektet Baltic Pipe er netop nu i den første offentlige høring, men bygherrerne Energinet og det polske gasdistributionsselskab Gas-System vil først træffe endelig beslutning om at sætte projektet i gang til efteråret.

Det polsk-danske projekt indebærer investeringer i størrelsesordenen 12-15 milliarder kroner, og projektet bliver finansieret ligeligt af de to landes selskaber.

Baltic Pipe betyder blandt andet, at der skal anlægges 200 kilometer ny rørledning på land i Danmark.

Fra Blåbjerg til Faxe Ladeplads

Røret skal gå fra Blåbjerg ved Vestkysten og til modtagestationen i Nybro ved Varde. Gassen sendes dernæst videre gennem eksisterende rør til Egtved.

Herfra bygges der ny rørledning under Lillebælt og tværs over Fyn for at ramme den eksisterende rørledning under Storebælt.

På Sjælland skal der så anlægges yderligere 70 kilometer ny rørledning fra Kongsmark ved Slagelse, forbi Næstved til Strandegaard syd for Faxe Ladeplads, hvor ledningen "går i vandet".

Det store projekt skal stå færdigt i løbet af få år. Planen er, at det skal være klar til brug fra 1. oktober 2022.

Rørledningerne skal til den tid hvert år transportere ti milliarder kubikmeter gas fra Nordsøen til Polen. Det svarer til op mod fire gange så meget gas som det samlede danske årsforbrug.

Lavere gas-regning

Ifølge projektleder Sofie Leweson fra Energinet vil vi også her i landet får glæde af projektet. For eksempel vil en almindelig dansk gasforbruger spare fra 50 til 150 kroner på gasregningen om året. Det skyldes, at omkostningerne til distribution bliver halveret, siger hun.

Så selv om antallet af gasforbrugere er faldende i disse år, skulle der altså være besparelser at hente for den enkelte. Generelt bedre forsyningssikkerhed er en anden fordel, påpeger Sofie Leweson.

Men det er ikke alle, der er glade for den nye rørforbindelse. For en fåreavler på Sydsjælland betyder projektet for eksempel, at han må vinke farvel til hele sin ejendom.

Fåreavler i klemme

Richard Andersen har arbejdet med får i 38 år. På ejendommen ved Sydmotorvejen nord for Tappernøje har han sine 650 moderfår og lige så mange andre får og lam.

Kort før jul fik han en noget uønsket gave, da Energinet ringede ham op og fortalte, at ejendommen efter alt at dømme skal eksproprieres og jævnes med jorden.

Den skal nemlig give plads til en kompressorstation, der dækker et areal på 20 hektar - svarende til næsten 30 fodboldbaner. Kompressorstationen skal sætte ekstra tryk på gassen, så den kan komme helt til Polen via røret i Østersøen.

- Jeg må indrømme, at jeg blev lidt mundlam. Det kom som noget af en overraskelse, at den skulle ligge her, siger Richard Andersen.

Det er en kompressorstation som denne i Egtved, der skal bygges på fåreavler Richard Andersen marker i Tappernøje. På billedet ses kun dele af stationen. (Foto: © Energinet, Energinet)

Den sydsjællandske fåreavler, der i øvrigt er eneleverandør af fåremælk til Arla-osten Sort Castello, må nu afvente den endelige beslutning og erstatning, før han kan tage stilling til, om han kan fortsætte med fåreavlen et andet sted.

Men han vil ikke modsætte sig rørledningen eller kæmpe imod:

- Man må vælge sine kampe, og denne er på forhånd tabt for mig, siger han.

Ikke i min baghave

På borgmesterkontoret i Næstved er der stor forståelse for de berørte lodsejere hos kommunens førstemand Carsten Rasmussen (S), og han har det også selv lidt blandet med det store anlæg:

- Det er både armene op og lidt ned. Det er jo lidt som med de store vindmøller. Man vil helst ikke have dem i sin baghave. Men det nytter ikke, at vi siger nej til det store projekt. For Næstved Kommune er så stor, at vi ikke kan undgå den slags - og hvis vi protesterer nu, kan det blive et problem, hvis store virksomheder som Google eller Apple vil lægge et anlæg her, og dem vil vi jo gerne have.

- Så vil de nok se på, hvordan kommunen har reageret over for lignende store projekter, siger Carsten Rasmussen.

Han glæder sig også over, at lokale håndværkere måske kan få opgaven med at vedligeholde området ved kompressorstationen.

Lige nu er den dog kun streger på et stykke papir, og den detaljerede, endelige linjeføring er ikke fastlagt.

Få mere at vide

Over hele landet er der i denne uge seks informationsmøder om projektet, og frem til den 22. januar kan man skrive til Miljøstyrelsen med kommentarer og forslag.

Derefter skal bygherren udarbejde en miljøvurdering - en VVM-undersøgelse. Den kommer i offentlig høring i sensommeren, og den endelige beslutning træffes så inden årets udgang, hvorefter myndighederne kan give grønt lys til det store anlægsarbejde i begyndelsen af 2019.

Derefter følger ekspropriationer og arkæologiske undersøgelser, før de 200 kilometer ledning graves to meter ned i jorden. Det medfører, at den en meter brede ledning bliver dækket af en meter jord.

Informationsmøder i hele landet