Den velkendte lysreklame - Irmahønen, der i en menneskealder har siddet over Sortedamsdosseringen i København, flytter fra storbyen.
Nærmere bestemt til godset Knuthenlund på Lolland. Her skal den placeres oven på godsets gårdbutik.
Bygningen, der indtil nu har huset Irmahønen, skal renoveres og have lavet taglejligheder, og i den forbindelse skal hønen altså have et nyt hjem.
Placeringen blev besluttet, efter at Irma havde bedt sine kunder komme med forslag til, hvor den kunne sidde under renoveringen.
Søren Steffensen, direktør hos Irma, siger at Irma valgte Knuthenlund fordi godset indeholder alle de ting, som Irma gerne vil kendes for.
- Når nu Irmahønen skal væk fra det pulserende liv inde i København, så skal den hen et sted, hvor Irmas værdier som økologi, biodynamik og høj dyrevelfærd bliver opfyldt. Og det gør det absolut på Knuthenlund, siger han.
På Knuthenlund glæder godsejer Susanne Hovmand Simonsen sig til, at hønen lander. Hun mener nemlig også, at den understreger arbejdet omkring økologi og biodynamik, som Irma og Knuthenlund står sammen om.
- Derfor føler vi, at det passer godt, at vi bliver rugemor for Irmahønen, siger hun.
Københavnerne må gerne kigge forbi
Knuthenlund har omkring 50.000 besøgende om året – blandt andet fra København. Og Søren Steffensen håber da også, at Irmahønen kan lokke endnu flere københavnere på besøg fremover.
- Vi vil holde ’housewarming’, når hun nu flytter ind dernede og invitere københavnerne til at komme og besøge hende, siger direktøren.
Udover de mange besøgende, kommer Irmahønen også i godt selskab på Knuthenlund, hvor der er både sortbrogede grise, røde malkekøer og økologiske lam.
- Og så får hun sin helt egen hønsegård med økologiske høns, som hun kan passe på, fortæller Søren Steffensen.
Hvor lang tid Irmahønen skal lægge æg på Lolland vides endnu ikke, da det er usikkert hvor lang tid renoveringen af dens normale hjem vil tage. Men Søren Steffensen lover, at den nok skal vende næbbet mod storbyen igen.