Danmarks ældste neonreklame er brændt

Et af æggene i Irmas historiske neonskilt med hønen på Sortedams Dossering er brændt.

Politi og brandvæsen måtte kortvarigt afspærre Sortedams Dossering af frygt for nedfaldende æggerester (Foto: © Mads Jensen, Scanpix)

Irmas historiske reklameinstallationen på hustagene over Sortedams Dossering blev onsdag ramt af en mindre brand.

Den karakteristiske Irma-høne har siden 1953 hængt og med jævne mellemrum blinket tre neonæg ud i natten.

- Men nu er et af æggene altså brændt. Det er neonrørene, der er smeltet og har startet en lille brand, som dog ikke har forårsaget den store skade ud over at forvandle ægget til et spejlæg, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi.

Frygt for æggerester

Politi og brandvæsen måtte kortvarigt afspærre Sortedams Dossering af frygt for nedfaldende æggerester, men ingen personer er kommet til skade.

Irma-hønen er Danmarks ældste neonreklame, og ifølge Irmas hjemmeside har det fjerede reklameskilt lagt mere end 200 millioner æg i årenes løb.