Forbrugerrådet: Slagtilbud på fyrværkeri er ulovligt

Spar 20, 30 eller 50 procent - eller få to for ens pris. Lokketilbud er der rigeligt af, når vi skal købe fyrværkeri. Men tilbuddene er ikke lovlige, lyder det fra Forbrugerrådet.

Smukt er det. Men at fyrværkeri sælges på tilbud, strider mod loven, lyder det fra Forbrugerrådet. Arkivfoto (Foto: © Kim Haugaard, Scanpix)

- Begrebet slagtilbud giver overhovedet ingen mening, når man taler om fyrværkeri.

Så kontant lyder meldingen fra vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsø.

Salgsperioden for fyrværkeri er nemlig kun to uger, og ifølge Vagn Jelsø strider tilbuddene mod de retningslinier som Forbrugerombudsmanden har udstukket for sæsonvarer.

- Hvis man sammenligner med en før-pris, skal man have kunnet købe varen i mindst fire sammenhængende uger, hvis der er tale om en sæsonvare, som fyrværkeri er. Og det har man ikke kunnet. Så det er det strengt taget ulovligt overhovedet at bruge ”før og nu priser”, når man snakker fyrværkerisalg her i december, forklarer Vagn Jelsø.

Hans bedste råd, er at man forholder sig til produktet og ikke prisen.

- Vil jeg give 100 kroner for den her raket - eller vil jeg ikke? Man kan ikke sammenligne de priser, salgsstederne påstår, siger han.

Hos Fyrværkeribrancheforeningen siger direktør Karsten Nielsen, at medlemmerne selvfølgelig skal overholde reglerne. Men foreningen har ikke noget med markedsføring at gøre og beskæftiger sig primært med kvalitetssikring, transport, udvikling og import.

-Mærkningen er op til den enkelte virksomhed, der sælger produktet, siger han.

Med udsalgs-boomet kan være et udtryk for, at kampen om kunderne er skærpet.

- Salgssæsonen er jo blevet kortere, så det kan være en naturlig konsekvens af det, siger Karsten Nielsen.