Klokken tre natten til i dag blev det elektroniske patientjournal-system Sundhedsplatformen taget i brug overalt i Region Sjælland.
Og selvom man fra mange sider på forhånd havde imødeset overgangen med en vis ængstelse set i forhold til de problemer, der har været med det samme system i Region Hovedstaden, er den tilsyneladende gået efter planen.
I hvert fald på Holbæk Sygehus.
- Det er gået godt. Der er en masse spørgsmål ved et nyt system, men alle er ved godt mod og får arbejdet i det, siger sygeplejerske Ulrik Hagedorn til DR Nyheder om overgangen til det nye system.
Vicedirektør på Holbæk Sygehus, Knut Borch-Johnsen, er overbevist om, at Sundhedsplatformen ikke kommer til at volde store problemer. Ikke mindst fordi man har kunnet tage bestik af de erfaringer, som Region Hovedstaden gjorde sig sidste år, da man tog det omdiskuterede system i brug.
- Det har været fuldstændigt problemfrit med selve overgangen. Men selvfølgelig er der en masse arbejdsgange, der skal ændres nu. Det kræver en tilvænning, og effekten af det kommer vi til at se over de næste uger og måneder, siger han og uddyber.
- Men jeg forventer stadig, at vi i løbet af de første måneder af 2018 kommer tilbage på normal drift, fordi vi har haft gavn af at kunne lære af Region Hovedstaden, og de problemer de har haft, og det har vi kunnet indregne i vores undervisning af personalet her.
Traditionelt travl julefrokostnat
Introduktionen af Sundhedsplatformen er altså foreløbigt gået godt på Holbæk Sygehus, selvom det skete på en nat, hvor der traditionelt er travlt på sygehusene på grund af julefrokosterne og tilhørende uheld.
Der er endnu ikke noget overblik over det samlede indtryk i regionen af, hvordan det nye system er kommet fra start.
TV2 Øst skrev tidligere, at man i Region Sjælland havde besluttet at aflyse en række interview-aftaler og formene læger og sygeplejersker adgang til at udtale sig til medierne. Men det er ikke korrekt, fastslår Region Sjællands pressechef Claus Clausen.
- Der er tale om, at der er en interview-aftale med TV2 Øst, der er blevet aflyst. Vi har ikke lagt låg på, og vores læger og sygeplejersker har selvfølgelig stadig deres ytringsfrihed.