Anklageskrift: "Moffe" tiltalt for besiddelse af børnepornografiske billeder

Cannabismanden Claus ”Moffe” Nielsen er tiltalt for at have børnepornografisk materiale på sin computer.

Claus "Moffe" Nielsen er tiltalt for at have solgt cannabisolie, og er nu også tiltalt for besiddelse af børnepornografisk materiale. Her ses han i DR2 dokumentaren 'Cannabismanden fra Holbæk' i det laboratorie, hvor han producerede cannabisolie frem til sin anholdelse. (Foto: © Svante Karlshøj Ipsen, DR)

Denne artikel er opdateret med kommentarer fra anklager ved Midt- og Vestsjællands Politi Lise Frandsen.

Den kommende retssag mod den 46-årige holbækker Claus "Moffe" Nielsen, der står tiltalt for fremstilling og salg af cannabis-produkter, har taget en ny drejning.

Ifølge anklageskriftet mod ham, er han nu nemlig også tiltalt for besiddelse og udbredelse af børnepornografisk materiale.

- Anklageren forsøger at få mig til at fremstå som som alt andet end én, der vil hjælpe syge mennesker, siger Claus "Moffe" Nielsen og kalder det et" karaktermord" fra anklagemyndighedens side.

Anklager Lise Frandsen fra Midt- og Vestsjællands Politis afdeling for specielle straffesager vil ikke kommentere på Claus "Moffe" Nielsens udtalelser til den konkrete sag:

- Men jeg kan sige, at i anklagemyndigheden behandler vi alle sager sagligt, siger Lise Frandsen og forklarer yderligere:

- Generelt så anser anklagemyndigheden besiddelse og videreformidling af den slags billeder som noget meget alvorligt.

Det er 14 billeder, som politiet har fundet på den 46-åriges computer, der nu får anklagemyndigheden til at udvide tiltalen til også at omfatte besiddelse af pornografiske billeder af personer under 18 år, ligesom han er tiltalt for at have videresendt to billeder.

Claus "Moffe" Nielsen afviser ikke, at billederne lå på hans computer, men han mener ikke, at billederne er ulovlige.

- Det forholder sig sådan, at vi har ikke ledt efter noget af den her karakter på den omtalte computer. Det er noget, der er dukket op under efterforskningen og så er det selvfølgelig vores pligt at reagere på det, siger Lise Frandsen.

Ifølge forsvarer Erbil Kaya, nægter hans klient sig skyldig. Han bekræfter over for DR P4 Sjælland, at den nye tiltale kommer med i retssagen.

Retssagen mod Claus "Moffe" Nielsen indledes ved retten i Holbæk mandag den 23. oktober.

I forvejen er han og yderligere to personer tiltalt for produktion af cannabisolie indeholdende det euforiserende stof THC samt fremstilling af 50.000 chokoladeknapper med THC fra cirka 125 kilo marihuana.