Omkring 52.000 chokoladeknapper med cannabisolien THC er blevet solgt fra Claus "Moffe" Nielsens hjemmeside. Chokoladeknapper, der indeholdt cannabisolie fra cirka 125 kilo marihuana.
Det viser en aktindsigt, som P4 Sjælland har fået i anklageskriftet om mureren fra Holbæk, der er tiltalt i sagen. Han står til 10 års fængsel for at sælge, hvad han selv betegner som medicinsk cannabis.
Ifølge anklageskriftet vil anklager Lise Møller Frandsen blandt andet have dømt den vestsjællandske murer for salg af euforiserende stoffer. Men hovedpersonen nægter sig skyldig. Det gør de andre tiltalte i sagen også, siger han:
- Der er ingen af os, der har solgt narko, siger Claus ”Moffe” Nielsen, hvis forsvarer Erbil Kaya bekræfter, at hans klient nægter sig skyldig:
- Vi har hele tiden fremført, at formålet var at producere medicinsk cannabis. Det har aldrig været formålet at ødelægge folks liv, siger han.
Men det er ikke alt fra anklageskriftet, som Claus "Moffe" Nielsen er uenig i. Et af tiltalepunkterne handler om salg af lægemidler uden tilladelse:
- Det vil jeg gerne sige, at jeg har gjort. Og det har jeg det fint med, siger Claus ”Moffe” Nielsen.
Udover Claus "Moffe" Nielsen er hans kone og tre andre tiltalt i sagen, der kommer for retten i Holbæk den 23. oktober.
Ifølge anklageskriftet har mureren fra Holbæk solgt ”produkter” til en værdi af næsten tre millioner kroner.
Fakta om "Cannabis-manden"
- •
I 2013 fik Louise og Claus "Moffe" Nielsens ældste datter konstateret kræft. Datteren havde under sygdomsforløbet stor glæde af medicinsk cannabis, der fjernede kvalmen og hjalp hende med at holde vægten. Trods et hårdt sygdomsforløb er datteren i dag erklæret rask.
- •
Med udgangspunkt i datterens erfaringer begyndte Claus "Moffe" i 2014 at fremstille og sælge cannabis-olie – også selvom han vidste, at det var ulovligt.
- •
I oktober 2016 blev Claus Nielsen anholdt og sigtet.
- •
Sammen med sin hustru og en tredje person, sad han varetægtsfængslet i 53 dage.
- •
”Cannabis-manden” har gennem hele forløbet haft stor folkelig opbakning. For eksempel er mange af hans kunder mødt op i retten for at støtte ham.