Træer udsat for giftangreb: Regningen løber op i 100.000 kroner

Randers kommune har anmeldt hærværket mod ni rødel-træer til politiet.

Det var Morten Møller fra gartnervirksomheden Forstas, der opdagede, at der var boret huller og hældt gift i de ni rødel-træer. De er nu blevet fældet. (Foto: © Morten Møller)

Ni rødel-træer i Randers er blevet forgiftet med sprøjtegift.

De 15 år gamle høje træer stod i parken Tøjhushaven i Randers foran en række ejerlejligheder. Det skriver Randers Amtsavis.

Hærværket blev opdaget, fordi træerne var gået ud og skulle fældes.

- Der var nogle huller i træerne, som så meget mistænkelige ud. De havde en diameter, som var lavet af en boremaskine, fortæller gartner Morten Møller fra firmaet Forstas, der holder parken for kommunen, til DR Østjylland.

Han er sikker på, at gerningsmanden har hældt sprøjtegift i hullerne.

- Et træ går nemlig normalt ikke så hurtigt ud, hvis du borer et hul i det. For et år siden fejlede træerne ingenting, så det er nok sket i løbet af det sidste år, siger han.

Hærværket er nu meldt til politiet, og ifølge Randers Amtsavis kommer det til at koste Randers Kommune op mod 100.000 kroner.

Morten Møller er forarget over hærværket, men erkender det nok bliver svært at finde gerningsmanden.

- Det jo vores fælleseje, kan man jo sige. Det er desværre svært at opdage, så man må håbe, der er nogen, der har set det og henvender sig.

Randers Kommune siger til Randers Amtsavis, at de vil sende et brev til naboerne for at bede dem om at hjælpe med at passe på parken.

- Der er holdninger for og imod træer, men vi anser det altså for at være kulturaktiver, siger Kultur- og fritidschef Anders Høgstrup til avisen.

De ni rødel-træer var alle gået ud, efter der blev hældt sprøjtegift i dem. (Foto: © Morten Møller)