Det skal være mere trygt at arbejde på psykiatrisk hospital i Risskov.
Derfor forhandler sygehusets ledelse med to vagtselskaber om at stille med hærdebrede mænd, der kan skabe ro omkring sig.
Det fortæller ledende oversygeplejerske Inge Voldsgaard fra Afdeling P.
- De skal være med til at sikre, at plejepersonale og læger kan gøre det, de er gode til, siger hun.
Alene i år har hospitalet meldt 33 voldssager til politiet, hvilket er en stigning på 20 sager sammenlignet med sidste år.
Inge Voldsgaard vil have vagter tilknyttet nogle af patienterne i en periode. Det vil gøre arbejdet nemmere for de ansatte i bestemte situationer.
- Hvis vi for eksempel skal fortælle en patient, at han ikke kan komme på udgang eller blive udskrevet, så kan vi bruge vagterne til at stå bag ved os, når vi fortæller det, forklarer hun.
Hospitalet har i år registreret over 550 tilfælde af vold og trusler.
Men vagter hører ikke hjemme på et hospital blandt syge mennesker, mener formanden for patientforeningen Bedre Psykiatri, Birgit Elgaard.
- Den rigtige behandling består ganske enkelt i, at der er personale nok, og at personalet er uddannet til at klare den her slags konfliktsituationer, siger hun.