Vagterne på Psykiatrisk Afdeling Middelfart er kommet for at blive. I hvert fald hvis det står til forretningsudvalget i Region Syddanmark.
Vagterne blev indført i juni 2014 som et forsøg, fordi afdelingen udvidede antallet af døgnpladser. Nu har forretningsudvalget indstillet et forslag til Regionsrådet om, at vagtordningen bliver permanent.
Ud over at holde øje med flugtforsøg fra afdelingen, kontrollerer vagterne også, om der bliver smuglet stoffer eller andet ind over murene. De deltager ikke i behandlingen af patienterne, understreger vagt Anders Bysted.
- Vi har en tryghedskabende opgave. Det er vigtigt for personalet, at der altid er en at få fat på, hvis telefonen i afdelingen ikke bliver besvaret, siger han.
Oversygeplejerske Isabell Gintebjerg bakker op om vagtsystemet.
- Det er blevet modtaget rigtig godt, for det giver os en tryghed i hverdagen, som vi alle har brug for, siger hun.
Vagtordningen på Psykiatrisk Afdeling Middelfart koster knap 2,4 millioner kroner årligt. Det beløb udløser kritik fra Landsforeningen SIND. Ifølge formand Knud Kristensen kan de penge bruges bedre.
- Der er i forvejen behov for medarbejdere, der kan deltage i behandlingen. Derfor forekommer det ødselt at bruge penge på folk, der kun kan bruges som vagter, siger han.
Den endelige beslutning træffes i Regionsrådet den 29. februar.