Skoleleder fra Ry: Nogle af børnene er bange

Familierne til de fem drenge fra Ry, som har været involveret i et overfald, er gået ud i pressen med hver deres udlægning af historien.

De fire drenge på 15 og 16 år blev tirsdag ved retten i Horsens varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet for grov vold, men de har alle kæret kendelsen til landsretten (arkivfoto).

Situationen på Mølleskolen i Ry er stadig anspændt efter den alvorlige hændelse mandag aften, hvor fire elever på 15 og 16 år kastede en flaske med brændende benzin efter en anden elev fra skolen.

Der går flere end 1.000 elever på Mølleskolen, og sagen påvirker børnene, fortæller fungerende skoleleder Alma Schack Andersen.

- Der er alle reaktioner, forestillinger, tanker og gisninger. Nogle er forståeligt nok bange, for det er en voldsom hændelse, og hvordan kunne sådan noget ske, og hvordan kunne det ske hos os?, siger hun.

De sidste par dage er familierne til både de varetægtsfængslede drenge og offeret gået ud i pressen med hver deres udlægning af historien, og hvad der ligger bag.

Alma Schack Andersen er ikke sikker på, at det bidrager positivt til, at parterne kommer videre.

- Der er jo ikke én sandhed, og der er altid to og nogle gange mange sider af en sag, så jeg er rigtig bekymret for det mediecirkus, vi er kommet ind i, hvor nuancerne måske forsvinder, siger hun.

Alma Schack Andersen roser både forældre og personale for deres indsats med at tale med børnene.

- Sådan en sag sætter spor. Det er ikke noget, man lige taler om på en dag, og så er det færdigt. Det er noget, som børnene har brug for, at man vender tilbage til flere gange, siger hun.

De fire etnisk danske drenge på 15 og 16 år blev tirsdag ved retten i Horsens varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 245, der handler om grov vold. De kærede alle kendelsen til, men landsretten stadfæstede i går varetægtsfængslingen.

Offeret, en dreng med afghanske rødder, er i kritisk tilstand, men han er uden for livsfare.