Sagen om den afghanske teenager fra Ry, der i mandags blev overfaldet med en benzinbombe af fire elever og blev voldsomt forbrændt, er også nået op på lokalpolitikernes bord.
Borgmester i Skanderborg Kommune, Jørgen Gaarde (S) bad nemlig allerede i tirsdags om at få udarbejdet en redegørelse af sagen.
- Det, som interesserer os, om den her helt ekstraordinære og voldsomme handling er selvfølgelig, hvad vores indsats har været i tiden op til, og hvad der i øvrigt er foregået, siger han.
- Det har vi brug for, at vores professionelle skolefolk og så videre, sætter sig sammen og udarbejder en beskrivelse af.
Jørgen Gaarde kalder sagen for en "ulykkelig situation".
Byrådet i Skanderborg Kommune samles torsdag eftermiddag, og her vil sagen fra Ry blandt andet blive diskuteret, oplyser Jørgen Gaarde.
Imens fyger beskyldningerne fra familierne involveret i overfaldet. Til flere medier - blandt andre BT - fortæller den afghanske drengs familie, at deres søn har været udsat for racisme og tidligere også er blevet truet med en saks, og at de også ser denne sag som racistisk motiveret.
På den anden side forklarer en far til en af de nu fængslede drenge til Ekstra Bladet, at den 16-årige afghanske dreng burde være taget ud af skolen for længst, fordi der angiveligt skulle have været så mange problemer med ham.
Begge parter er dog enige om én ting. Nemlig at skolen - Mølleskolen - burde have grebet ind langt tidligere og taget hånd om situationen.
DR Nyheder arbejder på at få en kommentar om beskyldningerne fra både skolens daglige ledelse samt skolebestyrelsen.
Til Berlingske erkender konstitueret skoleleder på Mølleskolen, Alma Schack Andersen, at der har været konflikter mellem drengene "on and off", men at skolen ikke er klar over, hvad der præcist har udløst overfaldet. Sagen har også ført til overvejelser om, hvad man kunne have gjort.
- Man kan vel altid sige, at når sådan noget sker, så er der noget, der ikke er gjort godt nok. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvad det er, eller hvem der må påtage sig et hovedansvar, siger hun.