Skoleleder efter benzin-overfald på elev: Jeg er vred over kritikken

På Mølleskolen i Ry er skolelederen vred over den kritik, som blandt andet Børns Vilkår kommer med.

Fungerende skoleleder på Mølleskolen Alma Schack Andersen siger, at skolen har arbejdet meget på det forebyggende plan. Hun kan derfor ikke forstå kritikken. (© DR)

Mølleskolen i Ry har mødt kritik fra flere sider, efter en 16-årig elev mandag aften blev overfaldet med brændende benzin af fire andre elever.

Senest har Børns Vilkår kritiseret skolen for ikke at have gjort nok i den konkrete sag for at afværge det voldsomme overfald.

Fungerende skoleleder Alma Schack Andersen synes dog ikke, kritikken er rimelig. Hun mener, at de på Mølleskolen har haft meget fokus på det forebyggende arbejde.

- Alarmklokkerne har ringet her rigtig højt, og der er derfor arbejdet rigtig meget på det forebyggende plan og i forhold til dagligdagen. Jeg står ved, at vi kan have taget forkerte beslutninger, men jeg kan på ingen måde genkende, at der ikke er arbejdet rigtig grundigt med det her, siger hun.

Ifølge Alma Schack Andersen så sad den afghanske dreng og nogle af de fire drenge og arbejdede sammen ved det samme bord tidligere på mandagen, hvor episoden fandt sted.

Derfor kom det helt bag på ledelsen og lærerne på Mølleskolen, at den 16-årige dreng samme aften blev overfaldet af de fire jævnaldrende drenge.

- Det kom som et lyn fra en klar himmel for os, at det, vi så om formiddagen, endte i sådan noget frygteligt noget om aftenen, siger den fungerende skoleleder.

Skanderborg Kommune er i gang med at lave en redegørelse, som borgmester Jørgen Gaarde (S) forventer er færdig i næste uge. I den forbindelse afleverede Mølleskolen torsdag en 200 siders rapport til kommunen.

- Den beskriver, hvad vi har lavet af tiltag, mål, handleplaner og evalueringer uge for uge, så jeg bliver simpelthen så forarget, når jeg skal høre, at vi ikke har arbejdet med det her, og at vi ikke har været forebyggende nok, siger Alma Schack Andersen.