Skanderborg Kommune skal lære af den meget omtalte Ry-sag, hvor fire drenge på 15 og 16 år torsdag blev kendt skyldige i at have kastet en brandbombe på en jævnaldrende dreng.
Lokalpolitikerne i kommunens undervisnings- og børneudvalg vil blive bedre til at læse tallene i skolernes trivselsmålinger, så man fremover er mere opmærksomhed på målingernes yderpunkter.
- Vi vil gerne kigge mere på enkelte skoler i stedet for på gennemsnittet for at se, hvordan tallene fordeler sig reelt set. Så kan det være, vi kan finde nogle forklaringer der, siger udvalgsformand Frands Fischer (S).
Hidtil har man nemlig set for meget på, om den gennemsnitlige trivsel var god, hvilket var tilfældet på Mølleskolen, hvor de fem drenge fra Ry-sagen går.
- Vi vil kunne se om gennemsnittet skygger for, at der er nogle steder, hvor trivselstallene er meget dårlige, siger udvalgsformanden.
Hvis man kun ser på gennemsnittet, kan man få den opfattelse, at det egentlig går meget godt på skolerne, erkender Frands Fischer.
- Man kan godt blive lullet lidt i søvn af bare at kigge på gennemsnitstallene. Sådan er det altid med statistiske tal - de siger det, man beder dem om.
Ry-sagen har på grund af den grove karakter vakt opsigt, og Ombudsmanden har besluttet at gå ind i sagen for at se, om Mølleskolen og Skanderborg Kommune har handlet i overensstemmelse med lovgivningen i forhold til de involverede drenge.
De fire drenge på 15 og 16 år blev i går idømt henholdsvis halvandet år og et års fængsel.