Børns vilkår: Straf til unge drenge i Ry-sag er hård

Byretten gav torsdag delvist betingede straffe til tiltalte drenge for brandoverfald. Hårdt, mener direktør.

Fire drenge er torsdag eftermiddag fundet skyldige i at have kastet en flaske med brændende benzin mod en 16-årig dreng, som de kendte fra Mølleskolen, som her er fotograferet. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

To tiltalte Ry-drenge har torsdag fået straffe på halvandet års fængsel, og to bliver straffet med et års fængsel. De dømte drenge er kun 15-16 år, og straffen kommer til at få stor indflydelse på drengenes liv, selv om de slipper for at afsone hovedparten af straffen.

Det vurderer direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

- Det er en meget hård straf til nogle, som er meget unge og ikke er tidligere dømt. Det er en væsentlig del af den, som de skal sidde.

- Vi er i Børns Vilkår utroligt skeptiske over for, om fængselsstraffe har noget positivt at bidrage til unge lovovertræderes yderligere liv. Det er nok mere samfundets behov for sanktioner, der træder igennem her, siger direktøren.

Retten i Horsens besluttede torsdag, at straffen skal være delvis betinget. Derfor skal to afsone seks måneder, mens to andre skal afsone fire måneder. Resten af straffen gøres betinget.

Retten har gjort straffen hårdere for to af de tiltalte, fordi de havde medbragt to flasker fyldt med benzin.

- Det er en meget alvorlig sag. Det skal have konsekvenser, og jeg kritiserer heller ikke afgørelsen, men jeg vil gerne trække i en retning og sige, at det er en hård straf, der har en stor påvirkning af de unges liv, siger Rasmus Kjeldahl.

/ritzau/