- Vi har tun på, lyder en forventningsfuld stemme i radioen på mærkebåden Martha, der vugger stille op og ned på Skagerraks bølgegang.
- Juhuu, hujer den heldige båd.
For kort tid siden stævnede mærkebåden ud fra Skagen havn sammen med 45 motorbåde med fiskere fra hele Danmark.
Missionen er klar. At få målt, taget prøver og sat mærker på så mange af de kæmpestore blåfinnede tun som muligt.
For første gang i to generationer er den nemlig tilbage i danske farvand. Den er ulovlig at fange, men forskere fra DTU Aqua i Silkeborg og Lyngby har i alliance med 400 lystfiskere fra hele Danmark de seneste to uger jagtet kæmpen ud fra Skagen i forskningens navn.
- Tillykke. Jeg har dig på AIS'en (Automatic Identification System, red.), så du klør bare på, melder skipper Nils Wang på Martha tilbage på radioen.
Nu går den heldige fisker i gang med at fighte den blåfinnede tun, så den kan blive halet ind. Det kan tage mellem en og tre timer i kampen mellem manden og fisken.
En unik oplevelse i Danmark
Det er første gang siden tunen forsvandt i 1960'erne, at lystfiskerne kan opleve at få den blåfinnede tun på krogen lige her i Danmark, hvor der ellers er fangstforbud.
Det er derfor noget helt særligt, forklarer professor Kim Aarestrup fra DTU Aqua.
- Mange fiskere har været i udlandet og fange den store fisk, men man kan godt mærke, at de næsten ikke få armene ned over at fange den i Danmark. Det svarer til, at Jesus var kommet tilbage, i hvert fald for havfiskere, for der findes ikke noget større, siger han.
Kim Aarestrup er sammen med kollegerne professor Brian MacKenzie og ph.d-studerende Kim Birnie-Gauvin ansvarlig for at få mærket tunene, som fiskerne hiver ind.
-Da tunene var her for to generationer siden, havde man ikke vores muligheder for at undersøge fiskene. Vi vil gerne have mere viden om, hvorfor den er her og have viden til at bestemme, om den skal blive her og have viden om antal, og hvorfor de kommer.
En lille hval
En tun vejer typisk omkring 300 kilo og er 2,5 meter lang, og den er derfor på størrelse med en mindre hval. Hvis fiskeren kan holde den, så tager forskerne over.
Denne gang går der ikke mere end en lille time, før fiskerne på motorbåden Hudini melder, at de nu har fået en tun halet ind.
Mens lykønskningerne strømmer ind på radioen, gasser Nils Wang op, og forskerne gør alt klar, så tunens ophold over vandet bliver så kort og behageligt som muligt. Den bliver nemlig sendt levende tilbage i havet for at samle data.
Professor Kim Aarestrup forklarer, hvordan de tre forskere fordeler rollerne, så de sikrer sig, at fisken klarer opholdet oven vande så let som muligt
- En holder styr på, at den ligger ordentligt og dækker øjnene med et vådt håndklæde. Den opfatter mørket som en form for sikkerhed. Vi sprøjter vand i munde på den for at ventilere den, som hvis den svømmer i vandet, så den får ilt, siger han.
Kompakt som en kæmpegris
Mens skipper Nils Wang forsigtigt manøvrer Martha tæt på Hudini, er det en stolt og lettet lystfisker, der overdrager fangsten til mærkebåden.
-Det var så fedt. DET VAR SÅ FEDT. En god fight!
Tunen bliver langsomt hevet op på en sliske bagerst i båden.
Forskerne sætter et mærke på tunen ved rygfinnen, de klipper et lille stykke af finnen, tager en blodprøve og en lille vævsprøve. Prøverne vil forhåbentlig kunne stykkes sammen til et billede af tunens liv og besvare spørgsmålene om, hvor den kommer fra, hvor den svømmer hen, og hvad den spiser.
Til sidst bliver tunen målt, så forskerne kan regne den præcise vægt ud.
- Den er 251 centimeter lang, så den vejer 275 kilo, siger Kim Aarestrup og klapper kæmpefisken.
- Det er som at klappe på en kæmpestor gris, da den er utrolig kompakt. Vi giver den vand i munden, og så lister vi den lige så stille ud igen.
Forskerne og de cirka 400 lystfiskere får kun lov til at fiske efter tunen, når det tjener et videnskabeligt formål. Den blåfinnede tun er lige nu omfattet af et totalt fangstforbud, fordi Danmark ikke har en andel af den internationale kvote, forklarer Kim Aarestrup
- Da kvoten blev fastsat, var der ingen tun i Danmark, så vi var ikke med ved bordet, da der blev delt kvoter ud. Nu har vi fået den her fantastiske ressource tilbage, men vi må ikke fange den, da vi ikke har en kvote.
Den blåfinnede tun er en meget kommerciel eftertragtet fisk, og den er enormt dyr.
- På det japanske sushimarked er det den fineste fisk, man kan få, så de kan afsætte alt derovre. Det er meget, meget store økonomiske interesser i at fiske tun og sælge dem.
Dagens fisk skal dog ikke sælges. Den bliver lige så stille løsladt og glider tilbage i Skageraks dybblå vand for at mæske sig i sildefisk og makreller.
OPDATERET 11/09/2018 10:27: Det fremgik fejlagtigt af en tidligere version, at tunen er fredet. Der er fangstforbud af tunen i danske farvande, fordi tunfangst på verdensplan er skarpt reguleret af kvoter, som Danmark ikke har nogen af.